Fra et terapeutisk perspektiv er det væsentligt at udnytte de
fundamentale egenskaber ved metaforen: Det metaforiske udsagn adskiller
sig fra det rent bogstavelige ved at skabe en vis spænding mellem
formidleren og tilhøreren. Den anden egenskab ved metaforen er den, at
den på en fortættet måde kan give udtryk for mange fænomener på een
gang. Den har et billedligt indhold og en sproglig formulering. Det
billedrige, metaforiske sprog har langt større mulighed end det logiske,
informative sprog for at påvirke det ubevidste, hvad der letter den
kreative og dermed også den terapeutiske proces
Det dybere formål med terapi, som går langt ud over at fjerne symptomer,
er at hjælpe patienten til i stigende grad at erkende sig selv, at vokse
menneskeligt. I denne proces vejer følelserne tungest.
Når patienter fortæller deres historie, vil det ofte være i et helt andet
sprog end det, de oprindelige oplevelser var kodet i. Men selvom stilen nu
er præget af abstrakte begreber, kategoriseringer og anden form for
intellektualisering, der holder følelserne på afstand, er de forudgående
udviklingstrin ikke fuldstændig tabt. Bag den lineære eller tidsmæssigt
fremadskridende fremstilling ligger en anden historie, brudstykkeagtig og
ofte kaotisk, en fortrængt, men dynamisk aktiv historie, som insisterer på
også at blive hørt. Ved at bruge et billedrigt, metaforisk sprog, kan
terapeuten forsøge at bringe nye friske dynamiske forestillinger frem, der
kan få adskilte og forvirrede komponenter i patientens oplevelser til at
falde på plads i et nyt sammenhængende mønster.
Der er to fundamentale egenskaber ved metaforerne. Den ene er, at
metaforiske udsagn adskiller sig fra det rent bogstavelige ved at skabe en
vis spænding mellem formidleren og tilhøreren. Vi bliver, når vi hører
metaforen, opmærksomme på noget særligt, vi undrer os. Metaforen har et
overraskelsesmoment. Den får to regioner til at tørne sammen, to områder af
den virkelighed vi er mere eller mindre fortrolige med, men på uventet vis.
Det kendte og trivielle får nærværende, nyt liv af sammenligningen. Det
overraskende, uventede har symbolkraft, der gør oplevelsen ny. I »Den
afrikanske farm« fortæller Karen Blixen, at hun sagde et rimet vers for sine
indfødte, for hvem rytme og rim var ukendt. Selvom verset for dem var uden
mening, fordi de ikke forstod sproget, udbrød de spontant: »Tal igen tal
som regnen«. De svarede med en metafor. Det nye i sproget gjorde også deres
sprog nyt. Metaforen kan udvide sprogets grænser ved at skabe nye betoninger
af ord til særlige formål. Den anden egenskab af metaforen er den, at
den på en kondenseret måde kan give udtryk for mange fænomener på én gang.
Den har et billedligt indhold og en sproglig formulering.
Aristoteles brugte vendingen »metaforens gave«, og han sigtede her til
den pludselige genkendelse og forståelse af en skjult sandhed, som metaforen
baner vej for, og som vi netop kan udnytte i det terapeutiske arbejde.
Hvis vi tænker lineært-konceptuelt, optræder vi som forudindtagede
observatører, hvis perception er rigidt fastlagt via de kategoriserende
principper. Vi bliver i vores gamle plovfurer og reducerer kreativt arbejde
til et minimum. Det drejer sig om forstenede formler, som mønter, hvis præg
er helt slidt.
Hvis vi forbliver i en tilstand af passiv dagdrømmen uden at søge efter
det rigtige sprog til at dække vore forestillinger, er kommunikation ikke
mulig. Det er en balance mellem forestillinger, følelser og tanke, som øger
den kreative terapeutiske proces. Hvis en strøm af billeder og
forestillinger invaderer og oversvømmer tænkningen, vil oplevelsen blive
kaotisk. Hvis tankerne står imellem tænkeren og hans oplevelser, bliver
resulatet en fremmedgjort, gold intellektualisering.
Det billedrige metaforiske sprog har langt større muligheder end det
logiske, informative sprog for direkte at påvirke det ubevidste.
Vi er ikke i stand til som voksne at genfinde barndommens naivitet,
undren og nysgerrighed, men ved at prøve at bruge metaforiske billeder åbnes
der mulighed for at nærme os det arkaiske materiale, som har en ikonisk,
fysiognomisk kvalitet. Metaforen hjælper til at udløse oplevelsen, som
defensive manøvrer hidtil har afskåret fra bevidstheden. Ydermere får
patienten mulighed for at bruge de forskellige betydninger af metaforen på
et ubevidst niveau på en for ham eller hende særegen måde, dikteret af hans
eller hendes generelle sårbarhed og aktuelle tilstand.
Barnets verden er i langt højere grad end den voksnes præget af en
helhedsoplevelse, omfattende det sansede og det forestillingsmæssige. For
det lille barn som for den psykotiske voksne, er der ingen adskillelse
mellem den indre og ydre verden. Denne enhed mellem subjekt og objekt er
formidlet gennem barnets dynamiske, livfulde, intensive måde at opleve
verden på.
De tidlige barndomsoplevelser, ved vi, har den største indflydelse på
dannelsen af kognitiv stil og af personligheden som helhed. Disse oplevelser
vil være præget af en nærhed og en levendegørelse af omverdenen fjernt fra
den voksnes statiske og logiske stil, hvor ting bliver kategoriseret efter
deres tekniske eller faktuelle kvaliteter. Når den 2-årige ved synet af en
overkop, der ligger ned i underkoppen, udbryder: »Stakkels trætte kop«, er
det et eksempel på en metaforisk og fysiognomisk oplevelsesmåde. Men dette
sprog er også poesiens, kunstens og drømmenes sprog.
Morgenstern udtrykker det således:
Mågerne ser alle ud, som om de hedder Emma
Kandinsky skriver i sin biografi:
På min palet sidder høje, runde regndråber, der flirter med hinanden,
svajer og ryster. Uventet forener de sig og bliver pludselig til sky
tråde, som forsvinder blandt farverne
Emily Dickinson beskriver det sådan:
When it comes, the Landscape listens
Shadows hold their breath
When it goes, its like the Distance
On the look of Death
Og en skizofren patient fortalte om sin tilstand sådan:
Jeg er blind, fordi jeg ser for meget, derfor læser jeg ved en mørk
lampe.
Denne syntetiserende kraft ses i den poetiske metafor som en blanding af
noget abstrakt og noget konkret. Ved at sammenkæde de konkrete billeder fra
barndommen med den voksnes abstrakte begreber, bliver der substans og helhed
i oplevelsen.
Fra et terapeutisk perspektiv er det vigtigt at være klar over denne
billedlige, sammensmeltede, livliggjorte oplevelsesmåde, som er
karakteristisk for den tidlige barndom. I takt med, at barnet vokser op,
erstatter ord efterhånden billeder, og selvom den voksnes forestillingsevne
aldrig går helt tabt, er der en tendens til, at billederne blegner, aftager
i livfuldhed, bliver som Eliot udtrykker det »stakkels falmede souvenirs«.
Det entydige, lineære logiske sprog er knyttet til sekundærprocessen, den
bevidste realitetsorienterede tænkning, som præger vort voksne dagligliv.
Det andet sprog er som nævnt poesiens, kunstens og drømmenes sprog. Det er
konkret og flertydigt, det er associationsskabende, og det er forbundet med
primærprocessen.
Disse to processer er knyttet til de to hemisfærer. Det er velkendt og
fuldt accepteret, at der er tale om en funktionel asymmetri i de to
hjernehalvdele. Udviklingen går fra en udifferentieret til en mere
differentieret funktion. Den dominante i langt de fleste tilfælde den
venstre hemisfæres funktion beskrives som sproglig analytisk, abstrakt,
rationel. Den non-dominante som førsproglig, syntetisk, konkret, intuitiv.
Mennesket er unikt, fordi det har mulighed for en gensidig formidling af den
forestillede og erfarede verden, af følelser og fornuft, af syntese og
analyse. Men forudsætningen for en harmonisk formidling er en balanceret
udvikling af hver hemisfære. I patologiske tilfælde er den diskordant. Det
er af den grund, at dynamisk psykoterapi understreger vigtigheden af en
synkron funktion af de to modi, repræsenterende hver sin hjernehalvdel,
skønt det yderst sjældent bliver udtrykt på netop den måde.
De to sprog, primærprocessen og sekundærprocessen, er at opfatte som
ekstreme positioner i et kontinuum. De er ikke tale om et enten-eller, men
om glidende overgange, hvilket svarer til, at vort sprog sædvanligvis
udgøres såvel af primær- som sekundærproces aktivitet. Udtrykket 'den
dominante hemisfære' afslører, at vi i vor kultur har givet prioritet til
venstre hemisfære-funktionerne, men der er en stigende interesse for at give
højre hemisfære-funktionerne en øget status (Theilgaard 1973).
Kendetegnet for en mere avanceret type af mentale processer er, at en
aktivitet på et højt niveau snarere omfatter end udelukker primitiv
aktivitet.
Freud forbandt som bekendt visuelle forestillinger med primærprocessen.
Han skrev i Jeget og detet (1923:168-69):
... det er muligt for tankeprocesserne at blive bevidste gennem en
tilbagevenden til de visuelle rester ... (...) Tænkningen i billeder ...
ligger også nærmere ved de ubevidste processer end tænkningen i ord, og
den er uden tvivl ontogenetisk såvel som fylogenetisk ældre end denne.
Metaforer sammensmelter semantiske elementer på samme måde som
primærprocessens mobile katekser resulterer i forskydning og fortætning.
Det er integrationen af det verbale, visuelle og følelsesmæssige, der er
så væsentligt for, at en ægte indsigt kan komme i stand.
Viden og indsigt overføres i en proces, som omfatter en fælles aktivitet
mellem patient og terapeut, og processen struktureres gennem en gensidig
formidling af metaforer og tegn. Disse kan i en vis forstand betragtes som
'overgangsobjekter (Winnicott 1980), som i begyndelsen af den terapeutiske
proces hverken helt og holdent hører til selvet eller til 'den anden, men
som udgør territoriet mellem den indre realitet og den ydre verden.
Overgangsfænomener er blevet associeret med den intense oplevelse, som
hører til kunst, religion og til kreativt videnskabeligt arbejde.
Rummet mellem symbol og symboliseret, formidlet af et fortolkende selv
... er det rum, hvor kreativitet bliver mulig, og i hvilket vi er levende
i modsætning til at være refleksive, reaktive robotter. (Min oversættelse:
Cox & Theilgaard 1994).
Venstre hemisfære, for nu at udtrykke det lidt firkantet, er primært
optaget af »forgrunden«, mens højre er ansvarlig for »baggrunden«, for den
sfære, der omgiver vore tanker. Hvis højre hemisfære er utilstrækkeligt
integreret med venstre, vil forholdet mellem forgrund og baggrund blive
forstyrret. Resultatet vil være en nedsat sensitivitet for det indre liv og
den ydre verden. Det billedlige forestillingsmæssige og det begrebsmæssige
vil blive adskilt.
Hvis psykoterapi skal føre til væsentlige ændringer, må det omfatte, igen
overforenklet udtrykt, højre hemisfære processer. Patienter har i
almindelighed ikke behov for en logisk forklaring af deres situation, men
behøver en ændring i deres følelsesmæssige holdning og i deres måde at
fortolke verden på.
Watzlavick (1975) beskriver forholdet på den måde, at der er to sprog
involveret: det ene er objektivt, definitorisk, logisk og analytisk. Det er
videnskabens, forklaringens, fornuftens og fortolkningens sprog og derfor
det sprog, der anvendes mest i psykoterapi. Det andet er langt vanskeligere
at definere, billedligt, metaforisk, måske symbolsk, men afgjort et
syntetisk sprog. Jeg er enig med Watzlavick i, at højre
hemisfære-funktionerne ofte er forsømt, såvel i dagliglivet som i
psykoterapien, men det skal ikke forstås således, at jeg har den opfattelse,
at terapien ensidigt skal formidles gennem højre hemisfære-funktionerne. Så
falder vi bare i den anden grøft. Det drejer sig om en integration. Ikke om
et enten-eller. Det er ikke gjort med at oversvømme patienten med en flod af
forestillinger; det er den optimale balance mellem forestillinger, følelser
og tænkning som letter den kreative og dermed også den terapeutiske proces.
Metaforen har med Wilshires (1982) ord evnen til »put us in touch with
things that are too far off or too close to see in ordinary life«. De
bringer tanken hen på T.S. Eliot:
If you do not come too close, if you do not come too close on a summer
midnight, you can hear the music.
Metaforen kan rumme følelser, som er for overvældende til, at de kan
tolereres. Den udøver sin mutative virkning ved at tilbyde alternative
oplevelsesaspekter. Materiale, som patienten har stræbt efter at undgå eller
benægte på en måde, så det er »sikkert klassificeret og arkiveret«, kommer
igen ind i oplevelsesfeltet, og det har uundgåeligt en overraskende virkning
på patienten. Det kan tage form af et lettelsens suk, fordi det formodede
uacceptable blev fundet acceptabelt. På den anden side kan opdagelsen af, at
der stadig er ild i gløderne, vise, at et materiale, som tidligere blev
betragtet som udslukt igen er blevet forstyrrende og insisterende. Det
drejer sig ikke alene om at omsætte oplevelser fra et repræsentationelt
system til et andet, men først og fremmest ved et poetisk image at kalde på
en oplevelsesmåde, som tillader en sammensmeltning af det emotionelle og det
eksperientelle, sådan som det skete i den tidlige barndom. Jeg vil gerne
understrege, at det ikke betyder, at man citerer poesi eller anden
litteraturs perler for patienten, eller at man oversvømmer patienten med
metaforer.
Med psykotiske patienter vil det f.eks. ofte være sådan, at terapeutens
aktive indleven og opmærksomhed vil være på sit højeste, alt mens han/hun
foretrækker at forholde sig ikke-fortolkende til metaforen. Dette gælder
selvsagt særligt, når impulserne og følelserne er af så primitiv karakter,
at de på baggrund af en skrøbelig personlighedsintegration kan frygtes at
oversvømme patienten med yderligere regression til følge. Selv en empatisk
og tempereret fortolkning kan i sådanne intense situationer gøre ondt værre.
Her tilbyder metaforen sig som en bro mellem primær- og sekundærprocessen,
på en gang værende et medium for både konkret og abstrakt udlægning. Selvom
alle afskygninger af metaforen kan forstås på et bevidst niveau, vil de
billeder, der lægges op til genlyde og reverberere i det ubevidste. Den kan,
som Bachelard (1969) så præcist har formuleret det, »reach the depth before
stirring the surface«. Det er vor erfaring (se Cox & Theilgaard 1987), at
denne fremgangsmåde aktiverer patienten, ikke mindst den psykotiske og
psykosomatiske patient i den terapeutiske proces. Det billedrige metaforiske
sprog har langt større mulighed end det logiske, informative sprog til
direkte at påvirke det ubevidste. Flere spontane metaforer bliver mulige. En
metafor i bevægelse skaber nye helheder, som forbliver i berøring med
udifferentierede oplevelser, også de før-begrebsmæssige, som er knyttede til
kropslige oplevelser. Ved sin mangesidighed giver metaforen en mulighed for
at omsætte følelser, der hos psykosomatiske patienter ofte har en
kinestetisk fremtrædelsesform til et andet repræsentationelt system, hvor de
er mere håndterlige.
Den 'mutative fortolkning, som Strachey (1934) benævnte den kraftfulde,
betydningsgivende intervention, betjener sig ofte af de muligheder, der
ligger gemt i metaforen. Men metaforen er ikke kun terapeutens værktøj.
Symptomer låner undertiden metaforen som udtryksform.
Symptomer, som fungerer på en sådan måde, at de holder ubevidste
processer væk fra bevidstheden, kan ses som forstenede metaforer.
En politisk flygtning, som havde gennemgået tortur, havde fået varige
psykologiske mén. Den eneste gene, der efter hans mening var tilbage efter
torturen, var en smerte i achillessenen. Han var ude af stand til at se den
metaforiske forbindelse mellem hans emotionelle sårbarhed og achilleshælen.
Undertiden får man det indtryk, at primærprocessen lever et med hensyn
til niveau højst statisk liv. Den bevæger sig efter manges mening ikke
gennem udviklingen, men forbliver primitiv. Det er ikke i overensstemmelse
med mit synspunkt. Primærprocessen er ikke synonym med kaos eller random
error, men den forarbejder oplevelser som Holt (1967) udtrykker det »in
the service of a synthetic necessity«. Primærproces-tænkning behøver ikke at
være en slags levende anakronisme i konstant konflikt med egoet. Vi ser ikke
mindst hos kreative mennesker, og det gælder både inden for kunst og
naturvidenskab, i høj grad en udvikling og forfinelse af primærprocessen,
hvis karakteristika, ikke mindst den syntetiserende, meningsgivende, længe
har været undervurderet i vor kultur.
Det, det drejer sig om terapeutisk set, er poesis, ikke poesi i gængs
forstand, men poesis i Platons betydning: »at kalde noget frem, som ikke har
været der før«. Derfor må metaforen være levende, ny. Ved stadig anvendelse
stivner metaforen. Det oprindelige billede fordunkles og udviskes, og når
billedet ikke længere står klart for os, er de pågældende udtryk ikke mere
en levende omskrivning, men en direkte betegnelse. Metaforen er farveløs,
udvisket, i værste fald død.
For at udnytte metaforen effektivt i terapiens tjeneste må man kende dens
forskellige ansigter, først og fremmest skal den fødes på stedet. At hente
lagrede metaforer frem af skatkisten vil være kontradynamisk. Det er netop,
hvad Philip Barker gør sig skyld i, når han i sin bog 'Using metaphors in
psychotherapy går frem efter kogebogsprincippet. Her kan man bekvemt slå
op i registret og finde frem til: »Metaforer for udviklingsproblemer på side
75, Metaforer for adfærdsvanskelige side 91, Metaforer for familieproblemer
side 128«. Hans metode er efter min mening ikke anbefalesesværdig. Barker er
blevet fanget af metaforen, der bliver til et slidt stykke værktøj, og som
terapeuten kan patienten blive fanget, så det der skulle befordre
integrationen af det emotionelle og kognitive i stedet bliver en hæmsko.
»Jeg bliver revet med af metaforen, den begynder at overtage kontrollen, jeg
bliver besat af billedet«, sagde en grænsepsykotisk patient. Her mangler
balancen og syntesen.
Metaforen kan også i terapien bruges som skjul for patienten og således
komme i modstandens tjeneste. Når en neurotisk, overintellektualiserende
patient stereotypt refererer til en konfliktfyldt episode i sit liv som »da
jeg mødte mit Rubicon«, er der snarere tale om en lukken sig end en åbning
til nye dimensioner i det indre psykiske rum, og den anvendelse af metaforen
kan terapeuten ikke stille meget op med i sit forsøg på at være
konfronterende eller indsigtsgivende. Men igen må det så også siges, at det
undertiden kan være en hjælp for patienten i støttende psykoterapi at
anvende metaforen til at skjule sig i. Hvad der er for ømtåleligt til at
kunne siges direkte, kan indirekte få udtryk. Den tidligere lille vignet med
torturofferet og achilleshælen er et eksempel på med Shakespeares ord
'by indirections find directions out. Denne beskyttende camouflage giver
Emily Dickinson fint udtryk for: 'Tell all the truth but tell it slant,
success in circuit lies. Metaforen præsenterer med sin sproglige udformning
og sit billedmæssige konkrete indhold et godt værktøj for terapeuten. Men
hvad der kan bruges kan også misbruges. Metaforer kan være gode, dårlige,
åbenlyse, overraskende, skjulte eller slidte. Det er den uventede metafor,
der fanger os. Vort dagligssprog er fyldt med falmede og slidte metaforer,
som vi ikke ænser, og som helt har mistet deres dynamiske kraft. Afhængigt
af terapeutens interesse og talent for at bruge dette dobbeltbundne sprog
kan der være et større eller mindre reservoir af billeder og metaforer til
terapeutens disposition.
Metaforer er selvsagt ikke forbeholdt terapien. Metaforer optræder i
eventyr, fabler, digte, romaner, skuespil, humor og daglig tale. Det drejer
sig om at videregive en mening, et budskab, og jo mere velvalgt metaforen
er, jo bedre vil det lykkes.
Det er kun ved hjælp af analogier vi kan forsøge at udtrykke en højere
eller større virkelighed, en mening, der rækker ud over ordene.
I modsætning til den naturvidenskabelige fremgangsmåde, hvor vi ved at
benævne og kategorisere søger en såkaldt objektiv verden bestående af
kendsgerninger, vil vi som terapeuter interessere os for den subjektive
verden bestående af meninger. Steiner (1977) gør opmærksom på, at den
vestlige civilisation dyrker den objektive, logiske analyse, den
videnskabelige klassifikation og dermed afskærer os fra væren. Heidegger
(1962) gør sig som modvægt mod denne tendens til talsmand for at begynde med
at interessere sig for horisonten, for den sfære, der omgiver vore tanker,
hvor dunkelt og vanskeligt det end er, hvis vi vil nå til mere end
overfladisk erkendelse af fænomenerne. Donald Spence (1994) skriver: »If our
disciplin is truly conceptualist in its orientation, then any attempts to
make its formulations more abstract, quantitative and general, may bring
about a paradoxical decrease in precision.«
Den velvalgte metafor tillader os at forfine vor observationsmetode, så
vi ser fænomenerne mere klart, hvilket igen fører til modifikationer med
hensyn til forklaringsmodellerne. I en nylig udgiven bog, 'The Rhetorical
Voice of Psychoanalysis (1994), ser Donald Spence i et kapitel om »metafor
som teori« metaforen som et initialt nyttigt værktøj, som 'a temporary
expedient that will be abandoned when the referend in question comes more
clearly into focus. Det er for mig helt klart, at videnskaben ikke kan være
statisk, og i takt med at vor erkendelse øges, vil nogle metaforer blive
erstattet af andre, som er mere egnede til at reflektere fænomenerne.
Videnskaben vil altid være prøvende, stadig under forandring, drevet af
undren, nysgerrighed og behov for erkendelse og præget af forskellige måder
at anskue og konstituere verden på. Der findes ingen endegyldig teori,
ligeså lidt som evige sandheder. Erkendelsen har sine grænser. Der vil altid
være et element af noget uforståeligt. Det er nødvendigt, som Jerome Bruner
(1980) udtrykker det, 'to use imagination to understand what can never be
fully understood.
Freud var en fin fænomenolog, og han tog metaforer i teoriens anvendelse
gennem de 40 år, hvor han til stadighed modificerede sin psykoanalytiske
teori. Donald Spence (1994) finder Freuds metaforer 'so appealing on
literary grounds that it seems almost disrespectful to ask question about
the underlying evidence. As rhetoric displaces evidence we loose the ability
to reach what Jürgen Habermas has called 'an uncompelled consensus. Det er
klart, at man kan blive forført af velformulerede analogier og metaforer,
men efter min mening er metaforernes levedygtighed afhængig af, hvor præcise
og mutative de er.
Richard Boyd (1992) peger på 'the crucial role played by metaphor in the
development of any scientific theory. Theory constitutive metaphors are used
for expressing theoretical claims for which no adequate literal paraphrase
is known. Faren ved at bruge metaforer i teorien forekommer, hvis f.eks.
strukturelle begreber bliver antropromorfiseret. For eksempel hvis
super-egoet bliver fysiognomisk og antages for at være en agent, der som en
anden homunculus erstatter den totale personlighed; dette er snarere, synes
jeg, en demonstration af konkret tænkning end en adækvat brug af metaforen.
Jeg mener også, at det afgørende og kritiske aspekt ved retorikken er
kvaliteten af det metaforiske indhold, og at det er kritisabelt, hvis
formålet er at være overtalende eller forførende.
Steiner (1977) anfører, at 'Reference to meaning or language 'beyond
speech can be a heuristic device as at the end of Wittgensteins Tractatus.
It can be a conceit, often irritating, in epistemology or mysticism. But it
can also serve as a metaphor, almost technical, through which to convey a
genuine experience. ... [The writer] feels that there is an authentic range
of consciousness, of perceptual immediacy, which lies beyond articulate
expression but which is none the less, or perhaps pre-eminently, numinous.
Både kreativitet og indsigt kræver, at tænkning, som i de fleste ordinære
intellektuelle opgaver domineres af sekundærprocesser, skifter til den mere
syntetiserende modus, der karakteriserer primærprocessen. Og som et værktøj
til at formidle denne proces har vi metaforen, vel og mærke ikke den slidte
metafor eller den skjulte, som er uden ikonisk indhold, men den, som kalder
på den udifferentierede oplevelse og ved sin gennemsigtighed reflekterer
både lyset og mørket.
Referencer
Bachelard, G. (1969) The Poetics of Space. Boston: Beacon Press.
Barker, P. (1985) Using Metaphors en Psychotherapy. New York:
Brunner/Mazel.
Boyd, R. (1992) 'Metaphor and Theory Change: What is "Metaphor" a
Metaphor For?', I: A. Ortony Metaphor and Thought. Cambridge:
Cambridge University Press.
Cox, Murray & Alice Theilgaard (1987) Mutative Metaphors in
Psychotherapy: The Aeolian Mode. London: Tavistock.
Cox, Murray & Alice Theilgaard (1994) Shakespeare as Prompter: The
Amending Imagination and the Therapeutic Process. London: Jessica
Kingsley Publishers.
Freud, S. (1983; 1. udg. 1923) 'Jeg'et og det'et', Metapsykologi 2
Heidegger, M. (1962) Being and Time. Oxford: Basic Blackwell.
Holt, R. (1967) 'The Development of the Primary Process: A Structural
View', I: R. Holt Motives and Thoughts: Psychoanalytic Essays in Memory
of David Rapaport. New York: University Press: 345--83.
Spence, D. (1994) The Rhetorical Voice of Psycho-Analysis.:
Displacement of Evidence by Theory. London: Harvard University Press.
Steiner, G. (1977) After Babel: Aspects of Language and Translations.
Oxford: Oxford University Press.
Strachey, J. (1934) 'The Nature of the Therapeutic Action of
Psycho-Analysis', International Journal of Psycho-Analysis 15:
127-59.
Theilgaard, A. (1972) 'Psykologiske Funktioners Repræsentation i
Hjernen', Nordisk Psykiatrisk Tidsskrift 7: 484-94.
Watzlavick, P. (1975) 'The psychotherapeutic technique of "reframing"',
I: J. L. Claghorn Successful Psychotherapy. New York: Brunner & Mazel:
119-27.
Wilshire, B. (1982) Role-playing and Identity: The Limits of Theatre
as Metaphor. Blooming: Indiana University Press.
Winnicott, D. W. (1980) Playing and Reality. Harmondsworth:
Penguin.
1. Artiklen er tidligere offentliggjort i Psyke &
Logos 16:164-173. Tilbage
2. Professor Alice Theilgaard er forhenværende
chefpsykolog, dr. med. Tidligere arbejdssteder: Psykiatrisk afd. O, afsnit
6233, Rigshospitalet, Det sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns
Universitet. Alice Theilgaard er Honorary Research Fellow, Shakespeare
Institute, Stratford, UK, og har udgivet Mutative Metaphors in
Psychotherapy. The Aolian Mode. Tavistock. London, New York 1987,
Shakespeare as promter. The Amending Imagination and the Therapeutic process.
Jessica Kingsley Publishers, London 1994. Tilbage
