Dines
Startside Op Buus Dines Frandsen Halskov Hansen Lundquist Siggaard Stjernfelt Teilgaard Forord Deltagere

 

Notater om metaforens forhold til parallelisme og analogi

Jørgen Dines Johansen(1)

 


Artiklen forfægter den tese, at det princip, som ifølge Roman Jakobson konstituerer poeticitet, nemlig projektionen af ækvivalensprincippet fra selektionsaksen over på kombinationsaksen, også er operativt i konstitueringen af metaforer.Det grundlæggende er i begge tilfælde parallelisme og analogi. Med udgangspunkt i C.S. Peirces opdeling af det ikoniske tegn i billeder, diagrammer og metaforer foretages en skelnen mellem bogstavelige sammenligninger og lignelser. Begge anses for analogier, og i modsætning til Aristoteles hævdes det, at alle lignelser og metaforer kan konstrueres som analogier.


Udgangspunktet for min beskæftigelse med spørgsmålene og problemerne vedr. metaforbegrebet er mit fag, litteraturvidenskaben, og den mere specifikke forudsætning for min måde at tilnærme mig dette felt på er tredobbelt: 1) Roman Jakobsons strukturalistiske poetik, specielt hans understregning af parallelismens betydning for poetisk struktur. 2) Peirces semiotik og specielt hans analyse af det ikoniske tegn. Endelig 3) den kognitive semantik herunder i særlig grad Lakoffs og Turners arbejder om metafor.

I dette korte arbejdspapir håber jeg for det første at kunne underbygge den tese, fremsat af Roman Jakobson, at det er det samme princip, der styrer poetisk sprogbrug, ligegyldigt hvilket sprogligt eller kommunikativt niveau der er tale om. Ifølge Jakobson består dette princip i, at ækvivalensrelationer fra selektionsaksen projiceres over på kombinationsaksen, og dvs. at tegnkædens struktureringsprincip bliver spillet mellem ligheder og forskelle, som f. eks. i kombinationen af trykstærke og tryksvage stavelser, som er en af måderne, hvorpå metra kan opbygges (se Jakobson i Sebeok 1960:358). For det andet vil jeg søge at vise, at denne gentagelse og kontraststrukturering ikke blot gælder for udtrykmæssige størrelser, men også for indholdsfigurer som metaforen.

Gentagelse er en forudsætning for spillet mellem ligheder og forskelle. Og i litteraturen, og kunsten i det hele taget, er gentagelsen, vel at mærke gentagelser ud over, hvad der allerede ligger i den anvendte semiotik (for litteraturens vedkommmende: sproget), helt fundamental, og den findes på alle de tre traditionelle niveauer, det fonologiske, grammatiske og semantiske og som kombinationer mellem dem, den såkaldte kobling (cf. Samuel Levins arbejde, Levin 1962).

Men før vi overhovedet taler om æstetik, vil jeg gerne gøre opmærksom på et pudsigt fænomen. Hvordan lyder et ur, fjederoptrukket eller med quartsværk, eller måske mere præcist, hvordan transkriberes dets lyd? Jeg ville sige: tik, tik, tik, tik, etc., etc. Imidlertid gengives lyden på alle de sprog, som jeg har undersøgt (dansk, norsk, svensk, engelsk, tysk, fransk, italiensk, spansk og bulgarsk) som tik-tak, tik-tak, eller evt. tik-tok, tik-tok. Hvad sker her? En simpel gentagelse af samme lyd erstattes med et udtryk dannet ved en dikotomisering artikuleret vha. en binær modsætning mellem lys og mørk vokal (i-a).

Dette forhold kan også tjene til at illustrere forskellen mellem simpel gentagelse og parallelisme. Hvor den første er den identiske genkomst af samme elementer, er den anden tilstedeværelsen af elementer eller strukturelle forhold, som anses for at være lig hinanden på trods af, at lighederne optræder sammen med eller på baggrund af evidente forskelle. Gentagelse og parallelisme kan kombineres. Dette har faktisk allerede været eksemplificeret, fordi tik-tak i sig selv udgør en mikroparallelisme, der kan indlejres i en mere omfattende gentagelsesstruktur: tik-tak, tik-tak, tik-tak. Således kan spørgsmålet om, et fænomen manifesterer gentagelse eller parallelisme afhænge af afgrænsningen af mindsteenhederne.

I urlydseksemplet er der tale om en dobbelt form for gentagelse: På den ene side er det sproglige udtryk, tik-tak, tik-tak, en forvrænget reproduktion af urets tikken inden for en række naturlige sprog. Et omverdensfænomen repræsenteres sprogligt i kraft af en, postuleret, lighedsrelation til et ikke-sprogligt fænomen. Vi kunne kalde dette en intersystemisk gentagelse (mellem ikke-sproglig lyd og sproglyd) hvilende på lighed. Men hertil kommer, at den sproglige kæde i sin postulerede mimen af urets lyd fremstår som en gentagelse af sproglyd, altså en intrasystemisk gentagelse. I poetisk sprogbrug bliver gentagelsen imidlertid ofte et selvstændigt princip, der ikke nødvendigvis knyttes til tekstens mimetiske funktion, men fremtræder som dens selvspejling. Metras gentagelser af mønstre af trykstærke og tryksvage stavelser repræsenterer ikke nødvendigvis et objekt, men er snarere en form for selvfremstilling.

Selvstændiggørelsen af tegnet i forhold til objektet er eksempelvis studeret af semiotikken. I Peirces arbejder er disse fænomener særlig knyttet til hans bestemmelse af det ikoniske tegn (sprogtegnet, den vigtigste underkategori under symbolet, er dog i Peirces klassifikation arbitrært, altså ikke ikonisk). I udgangspunktet er det ikoniske tegn imidlertid defineret gennem sin lighed med det objekt, det refererer til (som tik-tak). Peirce siger i forbindelse med ikonet, at det udviser enten "a similarity or analogy to the subject of discourse" (1.369)(2). Fotografiet i mit pas fungerer som tegn for mig, dvs. repræsenterer mig, i kraft af, at det i visse henseender ligner mig. Peirce skelner imidlertid mellem tre forskellige slags ikoniske tegn: billeder, diagrammer og metaforer, på følgende måde:

Those which partake of simple qualities, or First Firstnesses, are images; those which represent the relations, mainly dyadic, or so regarded, of the parts of one thing by analogous relations in their own parts, are diagrams; those which represent the representative character of a representamen by representing a parallelism in something else, are metaphors. (2.277)

Påstanden om, at et billede repræsenterer sit objekt ved at have kvaliteter fælles med det, kan illustreres ved følgende eksempel. Familien skal have nyt gulvtæppe. Min kone har ikke tid til at gå i tæppehandlen i dag, og derfor går jeg alene. Imidlertid tør jeg ikke købe et tæppe alene, og derfor får jeg en prøve med hjem af det tæppe, jeg tror passer os bedst. Vi kan anvende denne prøve som tegn for, her et billede af, objektet, fordi det besidder et fælles træk, eller atributter, samme farve, vævning, garnkvalitet, etc., etc., medens prøven er ikke selv et tæppe, og den adskiller sig fra vores fremtidige tæppe mht. f. eks. form og størrelse.

Blandt forskellige typer af lighed skelner Peirce, som nævnt ovenfor, mellem lighed mht. atributter, eller kvaliteter, og analog og metaforisk lighed. Prøven ligner tæppet, fordi den besidder samme atributter. Nu er der her, i hvert fald mht. stoflighed, tale om kvalitativ overensstemmelse, dvs. identitet. Men ved at hævde ikke identitet, men det bredere begreb om lighed som grundlag for én type repræsentationsforhold, har Peirce, og vi, såfremt vi følger ham, stukket hånden ned i en hvepserede. Lighedsbegrebet har været under konstant ild i dette århundrede (e.g. Nelson Goodman, se Goodman 1972:437-50); men til trods for dette synes vi ikke at kunne undvære det. Det er imidlertid nødvendigt, at præcisere det i forhold til en beskrivelsesramme og formål, hvis det skal gøres operativt. Dette kan gøres ved at skelne mellem forskellige typer af lighed, og inden for disse mellem forskellige dimensioner af lighed.

Kvalitativ lighed kan være global, dvs. fremtræde som en almen lighed, der sanses, fordi den er bundet til objekternes fremtrædelse. I diagrammer er ligheden mellem to objekter først og fremmest strukturel, dvs. analog: En grundplan over et græsk tempel og templet selv ligner kun hinanden mht. til relationer og relative størrelsesforhold mellem delene; men dette er jo nok til, at tegningen kan fungere som vejledning ved besøg ved udgravingen. Medens billeder har kvaliteter fælles med objektet, og diagrammer besidder strukturer analoge med objektets, så indebærer definitionen af metaforer som "those [signs, JDJ] which represent the representative character of a representamen by representing a parallelism in something else, are metaphors "(2.277), ingen direkte overensstemmelse mellem objekt og tegn, hverken mht. kvaliteter eller relationer. Men hvis et billede kan siges at repræsentere i kraft af lighed med objektet, og diagrammet i kraft af analogi, så må forskellen på diagram og metafor være bundet til forskellen i den måde, hvorpå analogien etableres. Lad os imidlertid træde et skridt tilbage og se lidt nærmere på lighedsbegrebet.

Både lighed og analogi forudsætter sammenligning, dvs. at to eller flere fænomener knyttes sammen i og for bevidstheden gennem et eksplicit eller implicit postulat om element- eller relationsfællesskab. Den amerikanske psykolog George A. Miller skelner mellem bogstavelige sammenligninger, lignelser og analogier (se Miller i Ortony 1993: 371-86). Sammenligninger kan enten udtrykke en lighed vha. udtryk som "samme som", "er som", "er ligesom", "på samme måde som", "minder mig om", "opfører sig som", "ligner", etc., etc., eller gennem regelrette komparativer som f. eks. "-- højere end --", "-- mindre end --", "-- større end --", hvor sammenligningsgrundlaget ekspliciteres. "Han går som en sømand" er en bogstavelig sammenligning, hvor sammenligningsgrundlaget er implicit, medens "Hans er højere end Peter" ekspliciterer dette grundlag.

Medens bogstavelige sammenligninger hviler på en ekspliciteret eller underforstået overenstemmelse mellem de to sammenligningsled i forhold til bestemte træk eller relationer, så postulerer en lignelse en lighedsrelation på trods af en åbenlys uoverensstemmelse. Dette betyder, at den tertium comparationis, der skal retfærdiggøre lignelsen, må konstrueres.

Grænsen mellem bogstavelige sammenligninger og lignelser er i praksis ikke let at drage; men lad mig for egen regning foreslå en tommelfingerregel: Såfremt den foreliggende sammenligning kan reformuleres som to udsagn, hvor samme prædikat på samme vis kan tilskrives to forskellige subjekter uden samtidig at aktualisere kategoriale forskelle, så er der tale om en bogstavelig sammenligning, i modsat fald er der tale om en lignelse. Mht. til komparativer, som f. eks. "-- større end --" afgøres spørgsmålet ligeledes ud fra en analyse af, om prædikatet relateres til de to subjekter på samme måde, uden at kategoriale forskelle aktiveres. "Åse ligner Olga - de er begge rødhårede". Her ekspliciterer eftersætningen sammenligningens grundlag, uden at kategoriale forskelle aktiveres. Og det samme gælder vel at mærke: "Michael er som Gabriel, en engel". For selv om jeg anser engletro for en ubeføjet dårskab, så forbliver udsagnet en bogstavelig sammenligning. At der kun er tale om en tommelfingerregel, fremgår dog af, at den metaforiske kategorioverskridelse kan ligge i selve den måde, som sammenligningens adjektiv anvendes på: "Per er en større skurk end Poul" er et metaforisk udtryk, fordi kvalitet gengives ved kvantitet (oversætter vi "Per besidder en større kvantitet af skurkagtighed end Poul", så bliver dets figurative natur klar).

Iagttagelsen er imidlertid nyttig, når det drejer sig om at udpege lignelser, der hviler på betydningsglidning. "Åse er ældre end Olga" placerer begge personer i forhold til et prædikat, som de er knyttet til på samme måde, nemlig "alder", for det er jo kun deres kvantitet af alder, der er forskellig; altså er der ikke tale om betydningsgliden vedr. den måde, prædikatet anvendes på. Derimod forbliver Storm P.s "Livet er som en barneskjorte" et mysterium indtil eftersætningen "kort og beskidt" præciserer sammenligningsgrundlaget. Det vigtige er imidlertid, at "livet" hverken er kort eller beskidt på samme vis som en "barneskjorte". Ligeledes gælder det, at hvis vi siger at "hævn er sødere end honning", så relateres prædikatet "sød" sig ikke på samme måde til "hævn" som til "honning". I det sidste tilfælde er der tale om en konkret smagsperception, der antages at vække behag, medens "sød" i forbindelse med "hævn" har mistet referencen til smagsoplevelse. I øvrigt kan "hævn er sødere end honning" konstrueres som en treleddet analogi:

hævn : "sød" :: sød : honning.

Storm P.s sammenligning kan konstrueres på samme vis:

liv : "kort"/"beskidt":: kort/beskidt : barneskjorte.

Den fælles struktur er: x : y' :: y : z, medens "Åse ligner Olga, de er begge rødhårede" kan skrives x : y :: y : z.

Miller hævder imidlertid, at analogi i snævrere forstand indeholder fire termer som f. eks. "børn er de fattiges rigdom", (Mark Turners eksempel, se Turner 1991: 200). Dette udsagn kan konstrueres som "børn forholder sig til de fattige som rigdom forholder sig til de rige". "de rige" er således den underforståede term, der gør udtrykket meningsfuldt, og som samtidig afslører at i det mindste denne type metafor hviler på analogi og dermed på sammenligning. Dens struktur er: x : y :: z : (w).

Her kan man knytte an til Aristoteles' bestemmelse af metaforen. Ifølge Poetikkens kapitel 21 findes fire slags metaforer. Det hedder: "Et ord med overført betydning (metafor) er anvendelsen af et navneord, der i sig selv har en anden betydning, enten fra den mere omfattende art til den snævrere eller omvendt, eller fra en art til en tilsvarende eller som udtryk for en analogi" (Aristoteles 1958: 47). Aristoteles' tankegang og eksempler er notorisk problematiske; men lad mig alligevel prøve at redegøre for dem.

Den første type er substitutionen af art (eidos/species) med slægt (genos/genus). Eksemplet er "Her står mit skib", hvor det mere omfattende verbum "står" har erstattet det mindre omfattende "ligge for anker".

Den anden type substituerer omvendt art for slægt: "Visselig har Odysseus udført 10.000 fremragende gerninger", fordi "10.000" er en art, et underbegreb, under slægten, begrebet, "mange".

Den tredie går fra art til art: "Han tog, el. øste, livet bort med broncen, el. broncesværdet, han skar det bort med den hårde bronce, el. med broncekoppen (til åreladning)". Aristoteles' pointe er, at både "øse ud" og "skære bort" er underbegreber af begrebet "at fjerne", el. "berøve", og således altså fra art til art.

Fjerde type er analogien, der af Aristoteles opfattes som en overskridelse af slægtsgrænserne. Han definerer analogimetaforen som følger:

Ved anvendelse af analogi forstår jeg, at det andet forholder sig til det første, som det fjerde til det tredie. Så kan man i stedet for det andet sige det fjerde eller i stedet for det fjerde det andet. Alderdommen forholder sig til livet som aften til dag. Her kan man nu kalde aftenen dagens alderdom og alderdommen livets aften eller som Empedokles siger: Livets solnedgang. I nogle tilfælde er der ikke noget bestemt navneord som analogi, men ikke desto mindre kan man tale om den på samme måde og f. eks. kalde udkastelsen af sæd for at så, mens det at udsende flammen fra solen ikke har nogen særlig betegnelse. Og dog forholder dette sig til solen, som at så til sæden; derfor hedder det: "den udsår den af Gud skabte flamme"(Aristoteles 1958: 48).

I kanonisk diagrammatisering får vi følgende to opstillinger:

alderdom : liv :: aften : døgn

og

såning : sæd :: X : solen

Den sidste variant er vigtig, fordi den kan være erkendelsesskabende. Aristoteles antyder selv dette i sin understregning af metaforens vigtighed: "Men langt det vigtigste er dog den rigtige anvendelse af udtryk i overført betydning (metaforen). For dette er det eneste, man ikke kan overtage fra andre, men det er tegn på naturbegavelse; det at danne gode metaforer beror nemlig på at have øje for den træffende lighed" (Aristoteles 1958: 52).

I Retorikkens tredie del giver Aristoteles yderligere bestemmelser af metaforen, bl.a. den berømte definition af den som en forkortet sammenligning:

Også lignelsen er en slags metafor; forskellen er ikke stor. Når digteren siger om Achilleus (Il. XX, 164):

'Men fra den modsatte kant for Peleus's søn ham i møde

ret som en glubende løve'

er det en lignelse. Men siger han "løven sprang frem", er det en metafor; han kalder nemlig i overført forstand Achilleus for "løven", fordi de begge er modige (Aristoteles 1983: 210).

Aristoteles konkluderer endvidere: "Det vil med andre ord sige, at de udtryk, der har vist sig velegnede som metaforer, også vil kunne anvendes som lignelser, og at lignelser er metaforer, der står uden forklaring" (ibid. 211, er vel en fejl, der skal stå "metaforer er lignelser, der står uden forklaring"). I øvrigt koncentrerer Aristoteles sig i Retorikken om den metafor, der bygger på analogi, fordi det er på denne, at "det åndfulde baserer sig" (ibid. 225). Han gør desuden opmærksom på metaforens slægtskab med gåde og hyperbel, og han gør den vigtige iagttagelse, at ordsprog er metaforer. Vigtig, fordi det betyder, at det metaforiske kan ligge i anvendelsen. Siger man "Højt at flyve, dybt at falde", så fremkommer det metaforiske jo netop ved, at ordsproget anvendes på andet end fugle og flymaskiner, nemlig på ambitiøse mennesker, hvis "fald" netop skyldes deres ambition.

Aristoteles' metaforopfattelse rummer en række problemer. Det store spørgsmål er ikke så meget, om metaforer kan opfattes som substititutioner af et udtryk for et andet begrundet i en lighed konstateret ved sammenligning; men snarere om lighed og sammenligning er nødvendige forudsætninger for forståelse, og evt. for produktion af metaforen. Da Aristoteles' opfattelse bliver overtaget af traditionen, bliver den dermed skydeskive for metaforteorier i vort århundrede. Men kan ligheds- og komparationssynspunktet alligevel forsvares? I praksis vil prøvestenen være, om der kan argumenteres for, at alle metaforer kan rekonstrueres som analogier med enten tre eller fire elementer; altså enten som:

a : b :: b : c eller a : b :: c : d

Hvad med Aristoteles tre øvrige typer metaforer, kan disse enten konstrueres som analogimetaforer eller kan der argumenteres for, at der ikke er tale om metaforer, men om andre retoriske figurer?

Første type som eksemplificeret af Aristoteles med "Her står mit skib" lader sig konstruere som en firleddet analogi: skibet : (ligger for anker på vandet) :: vognen : står tøjret på jorden. Spørgsmålet bliver imidlertid, om aristoteles har ret i, at "stå" er genus og "ligge for anker" er species. Imidlertid kunne man argumentere, at hvis man tager vor opfattelse af egenkroppen som udgangspunkt, så ligger skibet vel for anker, som vi ligger på en vandret flade eller står på en sådan. Antager man dette, er der imidlertid tale om en slags synekdoke (pars pro parte, da både "stå" og "ligge" angiver et objekts forhold til en overflade) snarere end om en metafor, og den første og den tredie type falder sammen

Anden types eksempel er lidet overbevisende. "Visselig har Odysseus udført 10.000 fremragende gerninger" er - for en nutidig forståelse - ikke en metafor, men en hyperbel.

Tredie type, fra species til species, kan - såfremt oversættelsen er korrekt - meget vel være en metafor også i moderne forstand. "Han øste livet ud med broncesværdet", er metaforisk, fordi man ikke øser med et sværd. Men denne type synes at kunne konstrueres som en firleddet analogi; der til syvende og sidst hviler på den generiske, såkaldte container-metafor:

sværdet : blodets udgydelse :: øsen : vandets udgydelse

eller eventuelt

sværdet : kroppen :: øsen : karret

Pointen er imidlertid , at denne konstruktion blotlægger, at den rummer en overskridelse af slægtsgrænser, nemlig grænsen mellem organisk og uorganisk, altså snarere fra genus til genus end fra species til species - altså igen med forbehold for oversættelsen.

Mit spørgsmålet er imidlertid, om alle metaforer kan konstrueres som analogier. Dette skal man nok undersøge meget nøje, før man udtaler sig for sikkert herom; men et fingerpeg om, at dette muligvis lader sig gøre, kan man finde i det faktum, at Mark Turners tolv sider lange liste over metaforiske udtryk ikke rummer nogle, der ikke lader sig analysere som analogier (se Turner 1991: 249-61).

Aristoteles' diskussion af metaforen, eller snarere af troperne, og diskussionen af Aristoteles, er ikke blot af historisk interesse. Eksempelvis svarer det ovenfor anførte godt til Peirces definition af metaforer som "those which represent the representative character of a representamen by representing a parallelism in something else". Når sværdet siges at udøse livet, så er der jo tale om en implicit reference til tømning af et kar vha. en øse, altså en parallelisme i noget andet.

Hvis vi accepterer tesen, at alle metaforer er analogier, og alle analogier en form for sammenligning, så følger, at metaforen er en specifik form for semantisk, eller semantico-pragmatisk, parallelisme. Ikke-metaforiske semantico-pragmatiske parallelismer har vi masser af i digterisk sprogbrug, f.eks. er Salmerne og Ordsprogenes bog fulde heraf:

20 Min søn, tag vare på din faders bud, opgiv ikke din moders belæring,

21 bind dem altid på dit hjerte, knyt dem fast om din hals; (Ordsp. 6,20-21)

Her er første vers et eksempel på semantisk parallelisme, medens andet vers forener en sådan parallelisme med to metaforer - for bud og belæring kan man jo kun metaforisk binde på hjertet og knytte fast om halsen.

Første vers' syntaktiske og semantiske parallelismer kombinerer ligefrem gentagelse med antitetisk parallelisme: Verberne "tage vare på" og "opgive + nægtelse" er er syntaktisk (begge i imperativ) parallelle, og det samme gælder objekterne "bud" og "belæring;" men "faders" og "moders" er antitetiske.

Andet vers er i sig selv en syntaktisk og semantisk parallel til første vers, for alle fire udtryk er varianter af ét budskab, nemlig opfordringen, eller befalingen, til altid at huske og leve i overensstemmelse med forældrenes livstolkning og moralske foreskrifter. Imidlertid består metaforerne i en projektion af fysisk relation over på en bevidsthedsmæssig, nemlig om en genstand, som f. eks. en pose eller en pung, der bindes til brystet eller rundt om halsen, så den hænger ned på brystet ved hjertet. Denne relation kan konstrueres som en analogi med fire elementer:

det erindrede : bevidstheden :: pungen : kroppen

Vi kan også konstruere den simple semantiske parallelisme som en analogi, nemlig:

fader : bud :: mor : belæring

Forskellen mellem den almindelige parallelisme og metaforen er, at medens den første kombinerer semantisk homogene elementer, så manifesterer denne metafor, med Peirces ord, en parallelisme i noget andet eller, i Aristoteles' forståelse, fremstår som en overskridelse af slægtsgrænsen. Den simple semantiske parallelisme og metaforen er begge analogier; men medens den semantiske parallelisme er isotop, så er metaforen heterotop.

Gentagelsen, der fremtræder gennem genkendelse af elementer eller relationer som helt eller delvist identiske, synes at være basis for den type figurer, der er behandlet her. Gentagelsen kan være repetitiv eller varieret. Den varierede gentagelse kaldes parallelisme. Parallelismen kan angå kvaliteter eller relationer, og den relationelle parallelisme er en analogi med tre eller fire elementer. Parallelismer eksisterer på forskellige sproglige niveauer, lydlige, grammatiske og semantiske. Semantiske analogier kan enten være isotope eller heterortope. De isotope analogier opstår ved at betydningssstørrelser fra samme semantiske domæne knyttes sammen, medens heterotope semantiske analogier relaterer betydningsstørrelser fra domæner, hvis parallellisering aktualiserer kategoriale forskelle som f.eks. uorganisk vs. organisk og krop vs. bevidsthed. Heterotope semantiske parallelismer omfatter en del af de figurer, som den klassiske retorik kalder troper, men også lignelsen hører evident med til denne gruppe, derfor synes den klassiske retoriks anbringelse af den under figurerne ulogisk.

Til trods for at jeg finder vigtige indicier og argumenter for at alle metaforer kan opfattes og konstrueres som analogier med tre eller fire elementer, så er det et spørgsmål, der kræver nøjere undersøgelse. Under alle omstændigheder må det imidlertid gælde, at et meget betragteligt antal af, hvad vi forstår som metaforer, lader sig analysere således. Og dermed går der under alle omstændigheder en lige linie fra udtryksmæssige parallelismer til en semantico-pragmatiske figur som metaforen. Det samme spil mellem lighed og forskel i tegnkæden, der ifølge Roman Jakobson karakteriserer poetisk sprogbrug, gør sig, via strukturelle fænomener som analogier, således gældende på alle tekstens niveauer.
 

Referencer

Aristoteles (1958) Aristoteles Skrift om Digtekunsten. København: Arnold Busk.

Aristoteles (1983) Retorik. København: Museum Tusculanums Forlag.

Goodman, Nelson (1972) 'Seven Structures on Similarity', I: Problems and Projects. Indianapolis: Bobbs-Merrill: 437-50.

Jakobson, Roman (1960) 'Linguistics and Poetics', I: Thomas A. Seboek (red.) Style in Language. Cambridge, MA: The MIT Press: 350-77.

Levin, Samuel (1962) Linguistic Structures in Poetry. The Hague: Mouton.

Miller, George A. (1993) 'Images and models, similies and metaphors', I: Andrew Ortony Metaphor and Thought. Cambridge: Cambridge University Press: 357-401.

Peirce, Charles Sanders (1931) Collected Papers. Cambridge, MA: The MIT Press.

Seboek, Thomas A. (red.) (1960) Style in Language. Cambridge, MA: The MIT Press.

Turner, Mark (1991) Reading Minds: The Study of English in the Age of Cognitive Science. Princeton NJ: Princeton University Press.

 


 

1. Jørgen Dines Johansen er professor i almen og sammenlignende litteraturvidenskab ved Center for Litteraturvidenskab og Semiotik, Odense Universitet. Hans fagområder spænder over litteraturteori, semiotik, litteratur og psykoanalyse, og den europæiske litteraturs historie, specielt det 18. og 19. århundrede. Tilbage

2. I referencen til C.S. Peirce: Collected Papers refererer tallet til venstre for punktum til bindnummeret, medens tallet til højre refererer til paragraffen. I dette tilfælde altså Collected Papers bind 1, paragraf 369. Tilbage