Notater om metaforens forhold til parallelisme og analogi
Jørgen Dines Johansen(1)
Artiklen forfægter den tese, at det princip, som ifølge Roman
Jakobson konstituerer poeticitet, nemlig projektionen af
ækvivalensprincippet fra selektionsaksen over på kombinationsaksen, også
er operativt i konstitueringen af metaforer.Det grundlæggende er i begge
tilfælde parallelisme og analogi. Med udgangspunkt i C.S. Peirces
opdeling af det ikoniske tegn i billeder, diagrammer og metaforer
foretages en skelnen mellem bogstavelige sammenligninger og lignelser.
Begge anses for analogier, og i modsætning til Aristoteles hævdes det,
at alle lignelser og metaforer kan konstrueres som analogier.
Udgangspunktet for min beskæftigelse med spørgsmålene og problemerne
vedr. metaforbegrebet er mit fag, litteraturvidenskaben, og den mere
specifikke forudsætning for min måde at tilnærme mig dette felt på er
tredobbelt: 1) Roman Jakobsons strukturalistiske poetik, specielt hans
understregning af parallelismens betydning for poetisk struktur. 2) Peirces
semiotik og specielt hans analyse af det ikoniske tegn. Endelig 3) den
kognitive semantik herunder i særlig grad Lakoffs og Turners arbejder om
metafor.
I dette korte arbejdspapir håber jeg for det første at kunne underbygge
den tese, fremsat af Roman Jakobson, at det er det samme princip, der styrer
poetisk sprogbrug, ligegyldigt hvilket sprogligt eller kommunikativt niveau
der er tale om. Ifølge Jakobson består dette princip i, at
ækvivalensrelationer fra selektionsaksen projiceres over på
kombinationsaksen, og dvs. at tegnkædens struktureringsprincip bliver
spillet mellem ligheder og forskelle, som f. eks. i kombinationen af
trykstærke og tryksvage stavelser, som er en af måderne, hvorpå metra kan
opbygges (se Jakobson i Sebeok 1960:358). For det andet vil jeg søge at
vise, at denne gentagelse og kontraststrukturering ikke blot gælder for
udtrykmæssige størrelser, men også for indholdsfigurer som metaforen.
Gentagelse er en forudsætning for spillet mellem ligheder og forskelle.
Og i litteraturen, og kunsten i det hele taget, er gentagelsen, vel at mærke
gentagelser ud over, hvad der allerede ligger i den anvendte semiotik (for
litteraturens vedkommmende: sproget), helt fundamental, og den findes på
alle de tre traditionelle niveauer, det fonologiske, grammatiske og
semantiske og som kombinationer mellem dem, den såkaldte kobling (cf. Samuel
Levins arbejde, Levin 1962).
Men før vi overhovedet taler om æstetik, vil jeg gerne gøre opmærksom på
et pudsigt fænomen. Hvordan lyder et ur, fjederoptrukket eller med
quartsværk, eller måske mere præcist, hvordan transkriberes dets lyd? Jeg
ville sige: tik, tik, tik, tik, etc., etc. Imidlertid gengives lyden på alle
de sprog, som jeg har undersøgt (dansk, norsk, svensk, engelsk, tysk,
fransk, italiensk, spansk og bulgarsk) som tik-tak, tik-tak, eller evt.
tik-tok, tik-tok. Hvad sker her? En simpel gentagelse af samme lyd erstattes
med et udtryk dannet ved en dikotomisering artikuleret vha. en binær
modsætning mellem lys og mørk vokal (i-a).
Dette forhold kan også tjene til at illustrere forskellen mellem simpel
gentagelse og parallelisme. Hvor den første er den identiske genkomst af
samme elementer, er den anden tilstedeværelsen af elementer eller
strukturelle forhold, som anses for at være lig hinanden på trods af, at
lighederne optræder sammen med eller på baggrund af evidente forskelle.
Gentagelse og parallelisme kan kombineres. Dette har faktisk allerede været
eksemplificeret, fordi tik-tak i sig selv udgør en mikroparallelisme, der
kan indlejres i en mere omfattende gentagelsesstruktur: tik-tak, tik-tak,
tik-tak. Således kan spørgsmålet om, et fænomen manifesterer gentagelse
eller parallelisme afhænge af afgrænsningen af mindsteenhederne.
I urlydseksemplet er der tale om en dobbelt form for gentagelse: På den
ene side er det sproglige udtryk, tik-tak, tik-tak, en forvrænget
reproduktion af urets tikken inden for en række naturlige sprog. Et
omverdensfænomen repræsenteres sprogligt i kraft af en, postuleret,
lighedsrelation til et ikke-sprogligt fænomen. Vi kunne kalde dette en
intersystemisk gentagelse (mellem ikke-sproglig lyd og sproglyd) hvilende på
lighed. Men hertil kommer, at den sproglige kæde i sin postulerede mimen af
urets lyd fremstår som en gentagelse af sproglyd, altså en intrasystemisk
gentagelse. I poetisk sprogbrug bliver gentagelsen imidlertid ofte et
selvstændigt princip, der ikke nødvendigvis knyttes til tekstens mimetiske
funktion, men fremtræder som dens selvspejling. Metras gentagelser af
mønstre af trykstærke og tryksvage stavelser repræsenterer ikke nødvendigvis
et objekt, men er snarere en form for selvfremstilling.
Selvstændiggørelsen af tegnet i forhold til objektet er eksempelvis
studeret af semiotikken. I Peirces arbejder er disse fænomener særlig
knyttet til hans bestemmelse af det ikoniske tegn (sprogtegnet, den
vigtigste underkategori under symbolet, er dog i Peirces klassifikation
arbitrært, altså ikke ikonisk). I udgangspunktet er det ikoniske tegn
imidlertid defineret gennem sin lighed med det objekt, det refererer til
(som tik-tak). Peirce siger i forbindelse med ikonet, at det udviser enten
"a similarity or analogy to the subject of discourse" (1.369)(2).
Fotografiet i mit pas fungerer som tegn for mig, dvs. repræsenterer mig, i
kraft af, at det i visse henseender ligner mig. Peirce skelner imidlertid
mellem tre forskellige slags ikoniske tegn: billeder, diagrammer og
metaforer, på følgende måde:
Those which partake of simple qualities, or First Firstnesses, are
images; those which represent the relations, mainly dyadic, or so
regarded, of the parts of one thing by analogous relations in their own
parts, are diagrams; those which represent the representative
character of a representamen by representing a parallelism in something
else, are metaphors. (2.277)
Påstanden om, at et billede repræsenterer sit objekt ved at have
kvaliteter fælles med det, kan illustreres ved følgende eksempel. Familien
skal have nyt gulvtæppe. Min kone har ikke tid til at gå i tæppehandlen i
dag, og derfor går jeg alene. Imidlertid tør jeg ikke købe et tæppe alene,
og derfor får jeg en prøve med hjem af det tæppe, jeg tror passer os bedst.
Vi kan anvende denne prøve som tegn for, her et billede af, objektet, fordi
det besidder et fælles træk, eller atributter, samme farve, vævning,
garnkvalitet, etc., etc., medens prøven er ikke selv et tæppe, og den
adskiller sig fra vores fremtidige tæppe mht. f. eks. form og størrelse.
Blandt forskellige typer af lighed skelner Peirce, som nævnt ovenfor,
mellem lighed mht. atributter, eller kvaliteter, og analog og metaforisk
lighed. Prøven ligner tæppet, fordi den besidder samme atributter. Nu er der
her, i hvert fald mht. stoflighed, tale om kvalitativ overensstemmelse, dvs.
identitet. Men ved at hævde ikke identitet, men det bredere begreb om lighed
som grundlag for én type repræsentationsforhold, har Peirce, og vi, såfremt
vi følger ham, stukket hånden ned i en hvepserede. Lighedsbegrebet har været
under konstant ild i dette århundrede (e.g. Nelson Goodman, se Goodman
1972:437-50); men til trods for dette synes vi ikke at kunne undvære det.
Det er imidlertid nødvendigt, at præcisere det i forhold til en
beskrivelsesramme og formål, hvis det skal gøres operativt. Dette kan gøres
ved at skelne mellem forskellige typer af lighed, og inden for disse mellem
forskellige dimensioner af lighed.
Kvalitativ lighed kan være global, dvs. fremtræde som en almen lighed,
der sanses, fordi den er bundet til objekternes fremtrædelse. I diagrammer
er ligheden mellem to objekter først og fremmest strukturel, dvs. analog: En
grundplan over et græsk tempel og templet selv ligner kun hinanden mht. til
relationer og relative størrelsesforhold mellem delene; men dette er jo nok
til, at tegningen kan fungere som vejledning ved besøg ved udgravingen.
Medens billeder har kvaliteter fælles med objektet, og diagrammer besidder
strukturer analoge med objektets, så indebærer definitionen af metaforer som
"those [signs, JDJ] which represent the representative character of a
representamen by representing a parallelism in something else, are
metaphors "(2.277), ingen direkte overensstemmelse mellem objekt og
tegn, hverken mht. kvaliteter eller relationer. Men hvis et billede kan
siges at repræsentere i kraft af lighed med objektet, og diagrammet i kraft
af analogi, så må forskellen på diagram og metafor være bundet til
forskellen i den måde, hvorpå analogien etableres. Lad os imidlertid træde
et skridt tilbage og se lidt nærmere på lighedsbegrebet.
Både lighed og analogi forudsætter sammenligning, dvs. at to eller flere
fænomener knyttes sammen i og for bevidstheden gennem et eksplicit eller
implicit postulat om element- eller relationsfællesskab. Den amerikanske
psykolog George A. Miller skelner mellem bogstavelige sammenligninger,
lignelser og analogier (se Miller i Ortony 1993: 371-86). Sammenligninger
kan enten udtrykke en lighed vha. udtryk som "samme som", "er som", "er
ligesom", "på samme måde som", "minder mig om", "opfører sig som", "ligner",
etc., etc., eller gennem regelrette komparativer som f. eks. "-- højere end
--", "-- mindre end --", "-- større end --", hvor sammenligningsgrundlaget
ekspliciteres. "Han går som en sømand" er en bogstavelig sammenligning, hvor
sammenligningsgrundlaget er implicit, medens "Hans er højere end Peter"
ekspliciterer dette grundlag.
Medens bogstavelige sammenligninger hviler på en ekspliciteret eller
underforstået overenstemmelse mellem de to sammenligningsled i forhold til
bestemte træk eller relationer, så postulerer en lignelse en lighedsrelation
på trods af en åbenlys uoverensstemmelse. Dette betyder, at den tertium
comparationis, der skal retfærdiggøre lignelsen, må konstrueres.
Grænsen mellem bogstavelige sammenligninger og lignelser er i praksis
ikke let at drage; men lad mig for egen regning foreslå en
tommelfingerregel: Såfremt den foreliggende sammenligning kan reformuleres
som to udsagn, hvor samme prædikat på samme vis kan tilskrives to
forskellige subjekter uden samtidig at aktualisere kategoriale forskelle, så
er der tale om en bogstavelig sammenligning, i modsat fald er der tale om en
lignelse. Mht. til komparativer, som f. eks. "-- større end --" afgøres
spørgsmålet ligeledes ud fra en analyse af, om prædikatet relateres til de
to subjekter på samme måde, uden at kategoriale forskelle aktiveres. "Åse
ligner Olga - de er begge rødhårede". Her ekspliciterer eftersætningen
sammenligningens grundlag, uden at kategoriale forskelle aktiveres. Og det
samme gælder vel at mærke: "Michael er som Gabriel, en engel". For selv om
jeg anser engletro for en ubeføjet dårskab, så forbliver udsagnet en
bogstavelig sammenligning. At der kun er tale om en tommelfingerregel,
fremgår dog af, at den metaforiske kategorioverskridelse kan ligge i selve
den måde, som sammenligningens adjektiv anvendes på: "Per er en større skurk
end Poul" er et metaforisk udtryk, fordi kvalitet gengives ved kvantitet
(oversætter vi "Per besidder en større kvantitet af skurkagtighed end Poul",
så bliver dets figurative natur klar).
Iagttagelsen er imidlertid nyttig, når det drejer sig om at udpege
lignelser, der hviler på betydningsglidning. "Åse er ældre end Olga"
placerer begge personer i forhold til et prædikat, som de er knyttet til på
samme måde, nemlig "alder", for det er jo kun deres kvantitet af alder, der
er forskellig; altså er der ikke tale om betydningsgliden vedr. den måde,
prædikatet anvendes på. Derimod forbliver Storm P.s "Livet er som en
barneskjorte" et mysterium indtil eftersætningen "kort og beskidt"
præciserer sammenligningsgrundlaget. Det vigtige er imidlertid, at "livet"
hverken er kort eller beskidt på samme vis som en "barneskjorte". Ligeledes
gælder det, at hvis vi siger at "hævn er sødere end honning", så relateres
prædikatet "sød" sig ikke på samme måde til "hævn" som til "honning". I det
sidste tilfælde er der tale om en konkret smagsperception, der antages at
vække behag, medens "sød" i forbindelse med "hævn" har mistet referencen til
smagsoplevelse. I øvrigt kan "hævn er sødere end honning" konstrueres som en
treleddet analogi:
hævn : "sød" :: sød : honning.
Storm P.s sammenligning kan konstrueres på samme vis:
liv : "kort"/"beskidt":: kort/beskidt : barneskjorte.
Den fælles struktur er: x : y' :: y : z, medens "Åse ligner Olga, de er
begge rødhårede" kan skrives x : y :: y : z.
Miller hævder imidlertid, at analogi i snævrere forstand indeholder fire
termer som f. eks. "børn er de fattiges rigdom", (Mark Turners eksempel, se
Turner 1991: 200). Dette udsagn kan konstrueres som "børn forholder sig til
de fattige som rigdom forholder sig til de rige". "de rige" er således den
underforståede term, der gør udtrykket meningsfuldt, og som samtidig
afslører at i det mindste denne type metafor hviler på analogi og dermed på
sammenligning. Dens struktur er: x : y :: z : (w).
Her kan man knytte an til Aristoteles' bestemmelse af metaforen. Ifølge
Poetikkens kapitel 21 findes fire slags metaforer. Det hedder: "Et
ord med overført betydning (metafor) er anvendelsen af et navneord, der i
sig selv har en anden betydning, enten fra den mere omfattende art til den
snævrere eller omvendt, eller fra en art til en tilsvarende eller som udtryk
for en analogi" (Aristoteles 1958: 47). Aristoteles' tankegang og eksempler
er notorisk problematiske; men lad mig alligevel prøve at redegøre for dem.
Den første type er substitutionen af art (eidos/species) med slægt (genos/genus).
Eksemplet er "Her står mit skib", hvor det mere omfattende verbum "står" har
erstattet det mindre omfattende "ligge for anker".
Den anden type substituerer omvendt art for slægt: "Visselig har Odysseus
udført 10.000 fremragende gerninger", fordi "10.000" er en art, et
underbegreb, under slægten, begrebet, "mange".
Den tredie går fra art til art: "Han tog, el. øste, livet bort med
broncen, el. broncesværdet, han skar det bort med den hårde bronce, el. med
broncekoppen (til åreladning)". Aristoteles' pointe er, at både "øse ud" og
"skære bort" er underbegreber af begrebet "at fjerne", el. "berøve", og
således altså fra art til art.
Fjerde type er analogien, der af Aristoteles opfattes som en
overskridelse af slægtsgrænserne. Han definerer analogimetaforen som følger:
Ved anvendelse af analogi forstår jeg, at det andet forholder sig til
det første, som det fjerde til det tredie. Så kan man i stedet for det
andet sige det fjerde eller i stedet for det fjerde det andet. Alderdommen
forholder sig til livet som aften til dag. Her kan man nu kalde aftenen
dagens alderdom og alderdommen livets aften eller som Empedokles siger:
Livets solnedgang. I nogle tilfælde er der ikke noget bestemt navneord som
analogi, men ikke desto mindre kan man tale om den på samme måde og f.
eks. kalde udkastelsen af sæd for at så, mens det at udsende flammen fra
solen ikke har nogen særlig betegnelse. Og dog forholder dette sig til
solen, som at så til sæden; derfor hedder det: "den udsår den af Gud
skabte flamme"(Aristoteles 1958: 48).
I kanonisk diagrammatisering får vi følgende to opstillinger:
alderdom : liv :: aften : døgn
og
såning : sæd :: X : solen
Den sidste variant er vigtig, fordi den kan være erkendelsesskabende.
Aristoteles antyder selv dette i sin understregning af metaforens vigtighed:
"Men langt det vigtigste er dog den rigtige anvendelse af udtryk i overført
betydning (metaforen). For dette er det eneste, man ikke kan overtage fra
andre, men det er tegn på naturbegavelse; det at danne gode metaforer beror
nemlig på at have øje for den træffende lighed" (Aristoteles 1958: 52).
I Retorikkens tredie del giver Aristoteles yderligere bestemmelser
af metaforen, bl.a. den berømte definition af den som en forkortet
sammenligning:
Også lignelsen er en slags metafor; forskellen er ikke stor. Når
digteren siger om Achilleus (Il. XX, 164):
'Men fra den modsatte kant for Peleus's søn ham i møde
ret som en glubende løve'
er det en lignelse. Men siger han "løven sprang frem", er det en
metafor; han kalder nemlig i overført forstand Achilleus for "løven",
fordi de begge er modige (Aristoteles 1983: 210).
Aristoteles konkluderer endvidere: "Det vil med andre ord sige, at de
udtryk, der har vist sig velegnede som metaforer, også vil kunne anvendes
som lignelser, og at lignelser er metaforer, der står uden forklaring"
(ibid. 211, er vel en fejl, der skal stå "metaforer er lignelser, der står
uden forklaring"). I øvrigt koncentrerer Aristoteles sig i Retorikken
om den metafor, der bygger på analogi, fordi det er på denne, at "det
åndfulde baserer sig" (ibid. 225). Han gør desuden opmærksom på metaforens
slægtskab med gåde og hyperbel, og han gør den vigtige iagttagelse, at
ordsprog er metaforer. Vigtig, fordi det betyder, at det metaforiske kan
ligge i anvendelsen. Siger man "Højt at flyve, dybt at falde", så fremkommer
det metaforiske jo netop ved, at ordsproget anvendes på andet end fugle og
flymaskiner, nemlig på ambitiøse mennesker, hvis "fald" netop skyldes deres
ambition.
Aristoteles' metaforopfattelse rummer en række problemer. Det store
spørgsmål er ikke så meget, om metaforer kan opfattes som substititutioner
af et udtryk for et andet begrundet i en lighed konstateret ved
sammenligning; men snarere om lighed og sammenligning er nødvendige
forudsætninger for forståelse, og evt. for produktion af metaforen. Da
Aristoteles' opfattelse bliver overtaget af traditionen, bliver den dermed
skydeskive for metaforteorier i vort århundrede. Men kan ligheds- og
komparationssynspunktet alligevel forsvares? I praksis vil prøvestenen være,
om der kan argumenteres for, at alle metaforer kan rekonstrueres som
analogier med enten tre eller fire elementer; altså enten som:
a : b :: b : c eller a : b :: c : d
Hvad med Aristoteles tre øvrige typer metaforer, kan disse enten
konstrueres som analogimetaforer eller kan der argumenteres for, at der ikke
er tale om metaforer, men om andre retoriske figurer?
Første type som eksemplificeret af Aristoteles med "Her står mit skib"
lader sig konstruere som en firleddet analogi: skibet : (ligger for anker på
vandet) :: vognen : står tøjret på jorden. Spørgsmålet bliver imidlertid, om
aristoteles har ret i, at "stå" er genus og "ligge for anker" er species.
Imidlertid kunne man argumentere, at hvis man tager vor opfattelse af
egenkroppen som udgangspunkt, så ligger skibet vel for anker, som vi ligger
på en vandret flade eller står på en sådan. Antager man dette, er der
imidlertid tale om en slags synekdoke (pars pro parte, da både "stå" og
"ligge" angiver et objekts forhold til en overflade) snarere end om en
metafor, og den første og den tredie type falder sammen
Anden types eksempel er lidet overbevisende. "Visselig har Odysseus
udført 10.000 fremragende gerninger" er - for en nutidig forståelse - ikke
en metafor, men en hyperbel.
Tredie type, fra species til species, kan - såfremt oversættelsen er
korrekt - meget vel være en metafor også i moderne forstand. "Han øste livet
ud med broncesværdet", er metaforisk, fordi man ikke øser med et sværd. Men
denne type synes at kunne konstrueres som en firleddet analogi; der til
syvende og sidst hviler på den generiske, såkaldte container-metafor:
sværdet : blodets udgydelse :: øsen : vandets udgydelse
eller eventuelt
sværdet : kroppen :: øsen : karret
Pointen er imidlertid , at denne konstruktion blotlægger, at den rummer
en overskridelse af slægtsgrænser, nemlig grænsen mellem organisk og
uorganisk, altså snarere fra genus til genus end fra species til species -
altså igen med forbehold for oversættelsen.
Mit spørgsmålet er imidlertid, om alle metaforer kan konstrueres som
analogier. Dette skal man nok undersøge meget nøje, før man udtaler
sig for sikkert herom; men et fingerpeg om, at dette muligvis lader sig
gøre, kan man finde i det faktum, at Mark Turners tolv sider lange liste
over metaforiske udtryk ikke rummer nogle, der ikke lader sig analysere som
analogier (se Turner 1991: 249-61).
Aristoteles' diskussion af metaforen, eller snarere af troperne, og
diskussionen af Aristoteles, er ikke blot af historisk interesse.
Eksempelvis svarer det ovenfor anførte godt til Peirces definition af
metaforer som "those which represent the representative character of a
representamen by representing a parallelism in something else". Når sværdet
siges at udøse livet, så er der jo tale om en implicit reference til tømning
af et kar vha. en øse, altså en parallelisme i noget andet.
Hvis vi accepterer tesen, at alle metaforer er analogier, og alle
analogier en form for sammenligning, så følger, at metaforen er en specifik
form for semantisk, eller semantico-pragmatisk, parallelisme.
Ikke-metaforiske semantico-pragmatiske parallelismer har vi masser af i
digterisk sprogbrug, f.eks. er Salmerne og Ordsprogenes bog
fulde heraf:
20 Min søn, tag vare på din faders bud, opgiv ikke din moders belæring,
21 bind dem altid på dit hjerte, knyt dem fast om din hals; (Ordsp.
6,20-21)
Her er første vers et eksempel på semantisk parallelisme, medens andet
vers forener en sådan parallelisme med to metaforer - for bud og belæring
kan man jo kun metaforisk binde på hjertet og knytte fast om halsen.
Første vers' syntaktiske og semantiske parallelismer kombinerer ligefrem
gentagelse med antitetisk parallelisme: Verberne "tage vare på" og "opgive +
nægtelse" er er syntaktisk (begge i imperativ) parallelle, og det samme
gælder objekterne "bud" og "belæring;" men "faders" og "moders" er
antitetiske.
Andet vers er i sig selv en syntaktisk og semantisk parallel til første
vers, for alle fire udtryk er varianter af ét budskab, nemlig opfordringen,
eller befalingen, til altid at huske og leve i overensstemmelse med
forældrenes livstolkning og moralske foreskrifter. Imidlertid består
metaforerne i en projektion af fysisk relation over på en bevidsthedsmæssig,
nemlig om en genstand, som f. eks. en pose eller en pung, der bindes til
brystet eller rundt om halsen, så den hænger ned på brystet ved hjertet.
Denne relation kan konstrueres som en analogi med fire elementer:
det erindrede : bevidstheden :: pungen : kroppen
Vi kan også konstruere den simple semantiske parallelisme som en analogi,
nemlig:
fader : bud :: mor : belæring
Forskellen mellem den almindelige parallelisme og metaforen er, at medens
den første kombinerer semantisk homogene elementer, så manifesterer denne
metafor, med Peirces ord, en parallelisme i noget andet eller, i
Aristoteles' forståelse, fremstår som en overskridelse af slægtsgrænsen. Den
simple semantiske parallelisme og metaforen er begge analogier; men medens
den semantiske parallelisme er isotop, så er metaforen heterotop.
Gentagelsen, der fremtræder gennem genkendelse af elementer eller
relationer som helt eller delvist identiske, synes at være basis for den
type figurer, der er behandlet her. Gentagelsen kan være repetitiv eller
varieret. Den varierede gentagelse kaldes parallelisme. Parallelismen kan
angå kvaliteter eller relationer, og den relationelle parallelisme er en
analogi med tre eller fire elementer. Parallelismer eksisterer på
forskellige sproglige niveauer, lydlige, grammatiske og semantiske.
Semantiske analogier kan enten være isotope eller heterortope. De isotope
analogier opstår ved at betydningssstørrelser fra samme semantiske domæne
knyttes sammen, medens heterotope semantiske analogier relaterer
betydningsstørrelser fra domæner, hvis parallellisering aktualiserer
kategoriale forskelle som f.eks. uorganisk vs. organisk og krop vs.
bevidsthed. Heterotope semantiske parallelismer omfatter en del af de
figurer, som den klassiske retorik kalder troper, men også lignelsen hører
evident med til denne gruppe, derfor synes den klassiske retoriks
anbringelse af den under figurerne ulogisk.
Til trods for at jeg finder vigtige indicier og argumenter for at alle
metaforer kan opfattes og konstrueres som analogier med tre eller fire
elementer, så er det et spørgsmål, der kræver nøjere undersøgelse. Under
alle omstændigheder må det imidlertid gælde, at et meget betragteligt antal
af, hvad vi forstår som metaforer, lader sig analysere således. Og dermed
går der under alle omstændigheder en lige linie fra udtryksmæssige
parallelismer til en semantico-pragmatiske figur som metaforen. Det samme
spil mellem lighed og forskel i tegnkæden, der ifølge Roman Jakobson
karakteriserer poetisk sprogbrug, gør sig, via strukturelle fænomener som
analogier, således gældende på alle tekstens niveauer.
Referencer
Aristoteles (1958) Aristoteles Skrift om Digtekunsten. København:
Arnold Busk.
Aristoteles (1983) Retorik. København: Museum Tusculanums Forlag.
Goodman, Nelson (1972) 'Seven Structures on Similarity', I: Problems
and Projects. Indianapolis: Bobbs-Merrill: 437-50.
Jakobson, Roman (1960) 'Linguistics and Poetics', I: Thomas A. Seboek
(red.) Style in Language. Cambridge, MA: The MIT Press: 350-77.
Levin, Samuel (1962) Linguistic Structures in Poetry. The Hague:
Mouton.
Miller, George A. (1993) 'Images and models, similies and metaphors', I:
Andrew Ortony Metaphor and Thought. Cambridge: Cambridge University
Press: 357-401.
Peirce, Charles Sanders (1931) Collected Papers. Cambridge, MA:
The MIT Press.
Seboek, Thomas A. (red.) (1960) Style in Language. Cambridge, MA:
The MIT Press.
Turner, Mark (1991) Reading Minds: The Study of English in the Age of
Cognitive Science. Princeton NJ: Princeton University Press.
1. Jørgen Dines Johansen er professor i almen og sammenlignende
litteraturvidenskab ved Center for Litteraturvidenskab og Semiotik, Odense
Universitet. Hans fagområder spænder over litteraturteori, semiotik,
litteratur og psykoanalyse, og den europæiske litteraturs historie, specielt
det 18. og 19. århundrede. Tilbage
2. I referencen til C.S. Peirce: Collected Papers refererer tallet
til venstre for punktum til bindnummeret, medens tallet til højre refererer
til paragraffen. I dette tilfælde altså Collected Papers bind 1,
paragraf 369. Tilbage |