Grevys Internetside. Artikler og kursusmaterialer online - www.graviton.dk

Carlo Grevy flytter til nyt websted: www.graviton.dk

Facebook - Carlo Grevy: https://www.facebook.com/carlo.grevy

Facebook - Forlaget Pendulum: https://www.facebook.com/forlagetpendulum

UC Viden - publikationer af Carlo Grevy

 

Ny bog januar 2017: Carlo Grevy, Søren Rønhede,  Henrik Kasch og Hanne Søgaard: Skole, livsverden og nye læringslandskaber. Forlaget Pendulum.

 

 

 

Tilbage Startside Op Frem

 CG   best tracker

 

 

Grevy, Carlo (1997): Metaforer i perspektiv - om metaforteori, kategorier og virkelighed. Synsvinkler, 18, side 103-124.

Download artikler i Word - scannet original udgave, forvent tid til downloadningen - højreklik for at gemme artiklen på egen pc.

 

Metaforer i perspektiv

- om metaforteori, kategorier og virkelighed

 

af Carlo Grevy

 

Metaforer får en stadig større plads i såvel sprog- som litteraturvidenskaben. Sådan forholder det sig i hvert fald i det store udland. Om det også er tilfældet her til lands er et spørgsmål, som jeg vil vende tilbage til. Historisk interessant er det i hvert fald, at fx Murry i 1927 kunne skrive:

“Discussions of metaphor - there are not many of them…” (Murry 1931 s. 1)

og Henle i 1959:

“There is little new to be said on the subject of metaphor. It has been discussed from ancient time to the present and on the whole there has been a rough agreement” (Henle 1959 s. 173).

Diskussionerne og teorierne om, hvad metaforer er, har til omkring 1960’erne lavstatus og foregår uden de store følelsesladede udbrud og uden de store teoretiske armbevægelser. Det er først, da Richards i 1965 får sagt noget om, at en af de værste antagelser om metaforer er, at de er specielle og exceptionelle i sprogbrugen, og at de er en afvigelse fra den normale sprogbrug, at der kommer gang i drøftelserne (Richards 1965 s. 90). Metaforernes betydning ændrer sig på det tidspunkt fra at være et perifert litterært begreb til at være et begreb af essentiel betydning for forståelse af sprog og litteratur, ja af forståelse af virkelighed generelt. Denne tendens er så markant, at den kræver en forklaring.

                 Ser vi på brugen af metaforer i dagligdagen må vi konstatere, at vi anvender mange af dem (se fx Togeby 1997 s. 61). Ikke blot anvender vi mange metaforer - men i forhold til tidligere bruger vi andre måder at gøre det på. I vores traditionelle landbrugskultur, hvor vi har haft en tæt berøring med dyr, har vi således i stort omfang karakteriseret os selv og vores medmennesker via denne erfaring: man kunne fx være en snu ræv, en klog ugle, en gris, et svin, en hejre eller en sild. Dette at betegne mennesker som dyr, enten direkte eller indirekte er faktisk en af de typiske måder at bruge metaforer på som i dag er mest udbredt. Mennesker karakteriseres i stort omfang som dyr: vagabonder er vilde fugle, medlemmerne i en popgruppe er pingviner, pc-brugere er strudse, kunder er ørne, finansfolk er hajer, unge piger er sild, Kirsten Jacobsen en havkat, en billardspiller er en haj, nogle jægere er jagthunde, arbejdssøgende er hunde, der snuser efter job, en fodboldspiller er en løve, skatteminister Carsten Koch er en elefant og en serbisk oppositionsleder er en ulv etc. (eksemplerne er fra Grevy 1997). Fuglemetaforikken har være kraftigt anvendt i forbindelse med cykelrytteren Bjarne Riis’ bedrifter - har var ørnen fra Herning - men er langt fra forbeholdt ham. Fx omtales Hans Engel som en person med stækkede vinger (Jyllands-Posten d. 31. 8. 1997). Der er tale om at mennesker i stort omfang i dag animeres til trods for bylivet og det langt mindre tætte forhold til dyrene. Der er også en tendens til at stadig flere eksotiske dyr kommer på tale når formålet er en beskrivelse af et bestemt menneske, og det er ikke kun de kendte husdyr som hunde, katte, køer og grise, der trækkes ind i manegen. Tendensen til at bruge sådanne metaforer i det, som jeg vil kalde vores daglige sprogrum, er markant her i 1990’erne.

                 En anden typisk måde at anvende metaforer på, som ikke er så markant som animeringen af mennesker, er at vi karakteriserer ting og andre teknologiske produkter via menneskelige egenskaber. I en fagartikel, hvor problemerne med computernedbrud ved år 2000-skiftet drøftes, levendegøres problematikken:

“Computeren og jeg omfavner hinanden. Det er den mest intense orgasme, vi sammen har oplevet. Tårerne løber ned over mine kinder. Skærmen er varm af kærlighed og ophidselse. Vi har begge overlevet generalprøven på årtusindeskiftet og vi bliver ved med at knuge os ind til hinanden. Nu går den på skærmen, og jeg jubler og ler. Hysterisk hikkende og grådkvalt læser jeg fejlmeddelelsen: “Ønsker De at bevare sommertid? Ja/Nej.” Den lille trofaste stakkel er alligevel blevet en smule forvirret. Hun kan ikke forstå, at en dato i sommertid er ændret til år 2000’s første iskolde vinterdag. Derfor spørger hun mig, om jeg her ved overgangen til det ny årtusind vil fastholde sommertiden… “ (Nielsen 1997).

Selv om dette ikke er den højere poesi er det en erotisering, en menneskeliggørelse og en levendegørelse af en af vores tids vigtigste højteknologiske produkter computeren. Computeren, som nu - ikke blot i Nielsens intimisering - er blevet et at de omverdenselementer, vi har fået et tæt forhold til, personificeres. Det er en tendens som markerer sig i stadig større omfang, når nye teknologiske produkter introduceres, fx:

“Skoda Octavia er nærmest samspilsramt. Bestil én i dag, og De får bilen om ni måneder” (Jyllands-Posten d. 7. 9. 1997 s. 16).

 

Disse ændrede måder at anvende metaforer på vedr. kategorier som mennesker, dyr og ting, er typiske og årsagerne skal naturligvis findes i vores ændrede forhold til disse kategorier; de skal forklares ud fra vores forandrede forhold til natur, teknologi og til os selv. Det er min antagelse at de her nævnte kategorier hænger tæt sammen med det vi kalder virkelighed. I drøftelserne af hvad virkelighed er, trænger metaforerne sig stadig mere på, og det gør de, fordi de peger på de brud, der sker i vores kategoriske opfattelse af verden. Det, der sprogligt kan sammenstilles i dag (fx ting og mennesker) har ikke tidligere kunnet sammenstilles på samme vilkår. Nye teorier om metaforer har derfor i stort omfang afløst ældre - bl.a. fordi det, som vi kalder virkelighed, har forandret sig radikalt og fordi de ældre metaforteorier med deres sprogopfattelse ikke har kunnet begribe dette ny.

 

Jeg vil her se på, 1) tendenserne i metaforforskningen i dag, 2) hvordan metaforer hænger sammen med måder at opdele virkelighed i kategorier som mennesker, dyr og ting, 3) hvorfor metaforer skal forstås som relative betegnelser 4) hvordan det at bruge bestemte typiske metaforer kan ses som kulturelt betingede udtryk, 5) hvordan bestemte typiske metaforer er med til at problematisere visse størrelser (fx mennesket) og 6) hvordan det går med metaforteorierne.

 

Tendenser i metaforforskningen

I min måde at betegne nogle teoretiske tendenser i metaforteorierne vil jeg følge Friedrich. Han indfører to begreber til at betegne yderpunkter i metaforopfattelser: tendensen til at maksimere metaforernes betydning samt tendensen til at minimere deres betydning (Friedrich 1991 hhv. s. 43 og s. 47). Minimeringstendensen ser metaforer som blot én af mange troper, altså en lille brik i et meget større tropologisk system, en del af den verden, som vi kender som poesien. Herhjemme er Albeck og Rask eksempler på denne tendens (Albeck 1939. Rask 1995, se også Grevy 1995). Også Løgstrup plæderer for en metaforforståelse i snæver forstand (Løgstrup 1995 s. 74). Man kan sige, at den klassiske retorik og det sprogsyn, den har, er et udtryk for minimeringstendensen. I det klassiske sprogsyn er verden til stede uafhængigt at mennesket. Ordene bruges til at benævne genstandene i verden med, en verden, som kan begribes som den er. Derfor bliver metaforer - og de andre troper - særegne, ualmindelige, specielle måder at betragte verden på, måder, der går ud over det rent benævnende, en finurlighed, en ornamentik, en stilistik. Ifølge minimeringstendensen får man herved samtidig placeret litteraturen og poesien i sit eget særlige rum, afgrænset fra verden og hverdagen.

Ifølge maksimeringstendensen ser man omvendt metaforer alle steder. Richards skærer selv igennem og tager afstand fra retorikkens opfattelse af metaforer som “a sort of happy extra trick” (Richards 1965 s. 90) og klassificerer det som et omnipotent princip i almindelig tale og i sproget generelt (Richards 1965 s. 92-93). Black og Lakoff & Johnson er skikkelser, der har markeret sig i maksimeringstendensen. Jeg har her ikke mulighed for at drøfte detaljerne i de forskellige teoretiske retninger, men kan henvise til Jørgensen 1994, Johannsen 1996 og Grevy 1984 (se evt. Black 1955, Johnson 1981, Lakoff & Johnson 1980 og Lakoff 1990). Metaforer drøftes i dag ikke kun af lingvister og litterater, men også af bl.a. antropologer, psykologer og filosoffer.

Metaforerne får via maksimeringstendensen afgørende betydning for den måde, som vi tænker og handler på og bliver afgørende for liv og død: ja metaforer kan sågar slå ihjel, som Lakoff påpeger i sin analyse af den metaforiske sprogbrug under Golfkrigen (Lakoff 1992). Generelt kan man sige, at metaforerne er aktive inden for alle områder af vores liv og sprog (jf. Lundquist 1995 s. 42). Metaforerne får fx betydning for, hvorledes vi oplever grundbegreber som fx kærlighed, liv og tid. Fx proklamerer antropologen Beck at

“The use of metaphor is a fundamental aspect of human communication process. More importantly, metaphors play a vital role in the fine tooling of the concept that governs our communal life” (Beck 1978 s. 83),

Lakoff & Johnson er i dag i fokus med deres metafordrøftelser, men ser vi på flere af Lakoff & Johnsons ideer, vil vi kunne finde spirerne til dem hos andre (fx Reddy 1995 (1. udg. 1979) og Embler (1966), især kapitlet “Metaphor in everyday speech, s. 27-44). Deres styrke er dog, at de har sammenfattet meget af det forudgående materiale og selv lavet grundlæggende undersøgelser af metaforers brug.

Jørgensen noterer sig, at “studiet af metaforer” siden midten af 1960’erne er accelereret voldsomt Også Friedrich (1995 s 48) henviser til en bibliografi om metaforer på hele 484 sider - og den starter i 1970! (Noppen, J.-P. m.fl. 1995). I MLA-bibliografien finder man tilsvarende 4000 henvisninger - og den går tilbage til starten af 1980’erne). Der er næppe tale om én studie, for det er næppe det samme metaforbegreb, de forskellige forskere beskæftiger sig med. Det er snarere bestræbelser fra forskellig side på at nå til en erkendelse af, hvad disse metaforer, som alle snakker om, er. Bestræbelserne på at definere og afgrænse metaforbegrebet sker ud fra vidt forskellige videnskabelige retninger og ud fra vidt forskellige videnskabelige grundsyn. Forskningen kan forekomme uoverskuelig, men netop derfor bliver det relevant at tale om hhv. maksimerings- og minimeringstendens.

 

Aristoteles skrev:

“Metaphor consists in giving the thing a name that belongs to something else” (Aristoteles 1952, s. 1457b).

Det er et spørgsmål, hvorfor vi ikke blot kan stille os tilfreds med denne definition, men derimod skal debattere bl.a. dette “at give noget et navn” og “at tilhøre noget andet”. Sagen er, at det at benævne noget ikke er så ligetil - og det at fastlægge, hvad “noget andet” er, er problematisk. Der er gjort mange forsøg på at konkretisere problemet ved at analysere mønstereksempler som “Peter er en ræv” eller “George er en ulv”, men det er tvivlsomt, om afgrænsningen af metaforer således kan holdes nede på sætningsniveauet. Ricoeur peger på noget centralt, når han siger:

“Kort, en metafor fortæller os noget nyt om virkeligheden” (Ricoeur 1979 s. 172).

Hvis metaforen er en ikke-bogstavelig ytring, og den kan sige noget om virkelighed, kan virkelighed ikke forstås i sig selv men må tolkes. Det er med vilje jeg her ikke skriver om virkeligheden; jeg holder mere af det ubestemte virkelighed, for som Zinkernagel skriver

“Måske afskaffer vi virkelighed ved at betragte virkelighed som noget bestemt” (Zinkernagel: Virkelighed, 1988 s. 16 f., citeret efter Qvist 1995).

Metaforerne kan derfor fortælle os noget om virkelighed - eller mere præcist: den måde mennesker anvender metaforer på i konkrete situationer siger noget om deres virkelighed og den måde, som de fortolker virkelighed på. Når vi drøfter metaforer, drøfter vi ikke alene, hvordan sætninger konstrueres og giver mening - vi drøfter virkelighed. Og det er i dette sagsforhold, at vi skal finde årsagen til den accelererede drøftelse af metaforbegreberne. Det, som vi kalder virkelighed, har forandret sig, og det har det i det omfang metafordiskussionen har accelereret siden 1960’erne. Jeg mener, at i hverdagens sprogrum har brugen af metaforer ændret sig, og i litteraturen har en tilsvarende forandring fundet sted. Der er en tendens til at brugen af metaforer i det daglige sprogrum trænger sig på, på en ny og anderledes måde i sprogbrugernes bevidsthed. Det er i denne tendens jeg vil tage udgangspunkt i min drøftelse af, hvordan, de skal forstås. Når metafordrøftelserne accelererer, skal det også ses på baggrund af den generelle udvidelse af metaforbegreberne: med ét er metaforer ikke længere noget litteraterne har for sig selv. Metaforbegreberne trænger sig på så at sige udefra og ind i den litterære diskurs. Metaforbegreberne får via masksimeringstendensen noget at gøre med virkelighed generelt, og metaforbegreberne får herved større betydning og bliver et emne flere må tage stilling til. Faglige brydninger bliver tydeligere, når maksimeringstendensen gør sig gældende.

 

Kategorier og metaforer

Hvad vi opfatter som sandt, korrekt, som virkeligt - eller det modsatte - hænger sammen med den måde, vi kategoriserer eller indordner begreber på. Hvis vi peger ud i landskabet og fx siger “se, dér er en ulv”, sætter vi ikke kun navn på objektet for vores synsindtryk. Vi har samtidig sagt: dér er et dyr - ikke et menneske -, det er et pattedyr, som er firbenet, har hale, er behåret etc. (se Matthews 1971 s. 421). Årsagen til at vi har sagt det, er, at vi har denne viden i og med at vi anvender et fintmasket kategorisk system: vi ved, at en ræv indordnes overbegrebet dyr. Mac Cormacs semantiske analyse af et helt andet fænomen (her: et lokomotiv) giver indblik i kategoriseringstankegangen: på entydig vis er ethvert begreb indordnet en overordnet kategori (jeg henviser til hans Tree diagram of the literal sense of the word locomotive, Mac Cormac 1985 s. 105). Væsentlige kategorier er det konkrete (over for det ikke-konkrete, altså det abstrakte), det levende over for det døde, tingene (“+animate” “-animate”), mennesker over for dyrene.

Det er en tilsvarende tankegang, der kommer til udtryk hos Fernandez, der i sin undersøgelse af metaforen “George is a muffin” opstiller et diagram, hvor det organiske opdeles i hhv. dyre- og planteriget. George er en underkategori i dyreriget og muffin er en underkategori i planteriget (jeg henviser til hans diagram Universe of the Organic, Fernandez 1977 s. 103). Når der her henvises til en person George (her: ukonkret og som eksempel - vi må forestille os konteksten), indordnes han mænd, voksne, mennesker etc. Tebollen indordnes tilsvarende brød og bagte madvarer. I ytringen “George er en tebolle” har vi netop en metafor, idet “noget er givet et navn, der tilhører noget andet” - eller med Blacks filterteori in mente - et billede af George, hvor han ses på en ikke særlig smigrende måde. Han ses i lyset af dette bløde stykke bagværk.

Tilsvarende er Sapirs pointe i eksemplet “George er en løve”, at manden George og en løve - to begreber, som han ser som meget forskellige - deler nogle mulige fælles træk og egenskaber (se hans mellemledsmodel, Sapir 1977 s. 6). Det er disse mellemliggende markante egenskaber, man trækker på i metaforen. Disse markante egenskaber må der dog ikke være for mange af, hvis metaforen skal fungere:

“It is uninformative to say that the lion is a tiger. It is even not very good to say that the tiger is the lion of India” (Sapir 1977 s 6; Sapir citerer Deese).

Hvis der ikke er afstand nok mellem de to begreber, som sammenstilles, vil der sågar være mulighed for at begreberne anvendes synonymt. Jeg vil formulere det sådan, at hvis afstanden ikke er tilstrækkelig stor, vil ytringen ikke være en metafor. I praksis - i undersøgelsen af konkrete metaforer - viser det sig, at sprogbrugere udmærket ved, hvor stor denne afstand skal være, så grænsedragningen er i første omgang teoretisk.

 

Når man siger, at George er en løve eller fx, at Peter er en ræv, har man udtrykt sig metaforisk. Man har sagt, at et menneske er et dyr, og man har dermed set mennesket i lyset af nogle dyriske egenskaber. Men holder denne regel nu ? Er en ytring en metafor blot fordi man benytter formlen mennesket er et dyr? For at illustrere, hvorfor dette ikke altid er korrekt, vil jeg henvise til juraprofessor Fenger (1994), der fortæller om, hvordan man i middelalderen straffede dyr, ligesom man straffede mennesker. Han indleder med:

“At anlægge retssager imod dyr og at dømme dyr for forbrydelser lyder sært. Ja blot det at kræve, at dyr retter sig efter loven, siger vel mere om mennesker end om dyr.”

I dag lyder det sært, ja, men det er jo p.g.a. den måde vi i vores samfund kategoriserer på. I dag er der en kategorisk forskel på dyr og mennesker. Fenger gengiver en begivenhed fra Normandiet i 1386:

“En griseso på tre år blev iklædt mennesketøj og af en hest trukket til byens torv, hvor galgen stod. Omkring den var samlet en skare borgere og bønder, som havde gennet store flokke af deres svin med til begivenheden […] Soen fra Falaise var blevet kendt skyldig i drab på et spædbarn, der lå i vuggen, og som den åd halvt op.”

Det er et spørgsmål, om en ytring som “George er en løve” i denne middelalderlige tankegang, eller diskurs, er en metafor. Jeg mener, at den kategoriske afstand mellem mennesker og dyr her ikke er stor nok til, at den kan være det. Som i Sapirs eksempel med løven og tigeren er der ikke afstand nok. I en sammenhæng, hvor man straffer sine dyr offentligt og tager sine grise med som tilskuere med den intention, at de skal lære at opføre sig ordentligt ved at se, hvad der ellers sker, tillægger man dyr en indlevelsesevne, som hverken dyrepsykologer eller almindelige mennesker gør i dag. Når vi siger om noget er metaforisk eller ikke, må vi se på hvilke kategorier sprogbrugerne inddeler verden i og derfor se på, hvorvidt der i en ytring henvises til kategorier, der har en tilpas afstand.

                 Hvad denne afstand er, har jeg antydet ovenfor. Sapir peger på, at der i den moderne verden er så stor afstand mellem dyr og mennesker, at man her kan tale om metaforer, når man siger, at et menneske er et dyr. Fernandez peger på skellet mellem det botaniske og det menneskelige. Mac Cormac peger på bl.a. kategorier som konkret - ikke-konkret, animeret - ikke-animeret; han skelner således mellem det abstrakte (det ikke-konkrete), det dyriske (animeret), det botaniske (animeret og ikke-animal), det menneskelige (humane), og det, man kunne kalde det tingslige (ikke-animeret). Denne måde at opstille hovedkategorier på er ikke usædvanlig. Fx skelner Løgstrup tilsvarende mellem “døde ting og levende væsener, organiske og uorganiske, natur- og kulturforekomster” (Løgstrup 1995 s. 24 - han gør det dog uden at bruge det i sin behandling af metaforer). Og Beck påpeger, at metaforer krydser over kategorier som animeret/ikke-animeret, kosmisk/biologisk og mennesker/dyr (Beck 1978 s. 85) og Lundquist opstiller 3 verdener: den psykiske, den sociale og den fysiske, hvorimellem krydsningerne foregår (Lundquist 1995 s. 43).

 

En forståelse af metaforer, hvor man således taler om ytringer, der sammenstiller elementer fra sådanne hovedkategorier, giver god mening, når man skal lave undersøgelser af hverdagens sprogrums metaforer (denne tankegang er demonstreret i Grevy 1984). Afstanden mellem kategorierne bliver stor nok til at give mulighed for at sige noget nyt.

 

Hovedkategorier som betingelse for metaforer i det moderne vestlige samfund

 

                 I denne opstilling over nogle mulige metaforer, har jeg givet tre udbredte eksempler på krydsninger, der passende kunne betegnes (a) en animering, (b) en tingsliggørelse og (c) en menneskeliggørelse. Et eksempel på (a) er “Bjarne Riis er en ørn”, på (b) “han har en skrue løs” og på (c): “min computer, hun er en trofast stakkel”.

I dag vil de tre eksempler kunne karakteriseres som metaforer, fordi de konkret i vores hverdag vil kunne anvendes og forstås. Den kategoriske afstand er tilstrækkelig stor. At tale om metaforer hænger nøje sammen med de kategorier, som vi anvender. For at noget kan karakteriseres som metaforisk, skal det af sprogbrugeren opfattes som en sammenstilling af elementer fra hovedkategorier med tilstrækkelig stor afstand, som illustreret i figuren ovenfor . Ytringer i sig selv kan derfor ikke siges at være metaforer. Fx vil ytringer som “Peter er en ræv” eller “du er en gris” i det ovenfor skitserede middelalderlige samfund ikke kunne betragtes som metaforer - afstanden er simpelt hen ikke stor nok.

Definitionen af metaforer går derfor ud over det rent lingvistiske og verbale udtryk (se også Beck 1978 s. 83, 2. spalte ). Som Kittay udtrykker det:

“[…] I belive […] writers have not yet satisfactorily identified the unit of discourse that constitutes a metaphor. Language can only be identified as metaphorical by virtue of linguistic and contextual conditions that require that we interpret it differently from its surrounding discourse; therefore, we can not give the conditions by which we recognize metaphors without identifying that unit of discourse which constitutes a metaphor” (Kittay 1984 s. 154).

Dybest set hænger metaforer sammen med den dominerende tankegang - og dermed begrebsliggørelse - der er i et samfund. Undersøgelser af, hvad metaforer er, bliver derfor problematiske, i det omfang de knytter an til eksempler hevet ud af enhver sammenhæng. Men i mange af de diskussioner, der foregår, argumenteres der ud fra såkaldte typiske eksempler på metaforer (det gælder også i eksemplerne hos Sapir og Fernandez). Det medfører, at metaforerne bliver abstraktioner, og heraf følger, at det er vanskeligt at nå til enighed om, hvad metaforer er: hver især indtænker sin kontekst. I metaforteorierne er der en tendens til at tro, at det er ens egen måde at opdele og kategorisere på, der gælder, hvorved man glemmer de sammenhænge, man selv er afhængig af. Metaforer skal derimod ses i perspektiv.

 

Kategorier og virkelighed

Jeg vil gerne argumentere for et relativt metaforbegreb: om noget er metaforisk - eller ikke - skal ses i forhold til den pågældende diskurs ytringen indgår i. Dette synspunkt har nogle konsekvenser for, hvad vi kan sige om sproget og om virkelighed. Det er kendt, at litterær erkendelse kan være metaforisk - men at sågar grundlæggende naturvidenskabelig erkendelse også kan være det, det er relativt nyt (se fx Ortony (ed.) 1996). Men en sådan videnskabelig erkendelse er ikke absolut, om end den kan være mere stringent:

“Scientific statements may seem literal because they can be more uniformly and precisely interpreted, and more readily judged true or false; but that is not because they are less metaphorical than other statements, but simply because science is a more orderly system of metaphors than occurs in poetry or in common speech” (efter McCloskey 1964 s. 217, der citerer M. J. Adler).

Tolkninger af virkelighed i en naturvidenskabelig diskurs bliver således ikke mere sand i absolut forstand - den bliver blot mere koncis inden for sit eget sprogrum end fx hverdagssproget er. Som Mc Cormac påpeger ud fra sine analyser af metaforer i dels primitive kulturer og i videnskabeligt sprog forholder det sig sådan, at selv om naturvidenskaben tror den har opnået forklaringer på højeste niveau, er dette blot en pendant til det primitive menneskes tilsvarende myte (se Mc Cormac 1976 s. xv).

Vi må acceptere, at vi ser virkelighed forskelligt. At vi alligevel ofte forstår hinanden skyldes, at vi har erfaringer fra det samme fællesskab. Inden for det enkelte sprogfællesskabs grænser eksisterer der en vis forståelse mellem sprogbrugerne. I det omfang de indgår i et fællesskab, socialiseres på samme fælles betingelser, og læser den samme litteratur etc., vil forankringen i dette fællesskab styrkes. I den vestlige verden er der også tale om kulturelle fællesskaber, der indebærer, at landenes befolkning indbyrdes forstår hinanden bedre end fx et vestligt og et ikke-vestligt land gør. Et blik på mange af Lakoffs & Johnsons basismetaforer afslører hurtigt, at de ikke er helt oversættelige. Der er mellem de vestlige lande ikke overensstemmelse mellem de kategorier, som man anvender og derfor heller ikke mellem metaforerne. Rasmussen påpeger fx en række forskelle mellem den engelsksprogede kærlighedsmetaforik, som Lakoff & Johnson gør rede for, og en særlig dansk udgave, som er baseret på de fire elementer (Rasmussen 1993). Han tager udgangspunkt i kærlighedsopfattelsen hos bl.a. Lakoff & Johnson (1980) og Lakoff (1990). Den forskel, der eksisterer mellem to landes sprog bliver således principiel uoversættelig, da det, som Kittay ovenfor kaldte den omgivende kontekst - og dens kategoriske system - ikke kan flyttes med. Det er ikke altid muligt at oversætte sammensatte udtryk, ordsprog, talemåder - og metaforer.

Med det relative metaforbegreb følger derfor en relativ opfattelse af virkelighed: virkelighed skal altid tolkes. Virkelighed kan ikke erkendes i sig selv eller som Ackerman udtrykker det “we cannot describe the way the world really is” (Ackerman 1975 s. 191). Det vi forstår ved virkelighed er altid båret oppe af det kategoriske sproglige system, der veksler med den enkeltes erfaring og kulturtilhørsforhold.

Det er en overvurderet betragtning, at virkelighed kan erkendes fuldt og helt via sproget - også det såkaldt bogstavelige. Løgstrup slår således til lyd for en sprogopfattelse, der er i stand til at give udtryk for hvad som helst:

“Men der er ingen grænser for de betydninger og meninger, vi kan give udtryk for. Så grammatisk overskuelig de sproglige normer og konventioner er, så uoverskuelig er de erkendelser, indsigter, visioner, drømme og oplevelser, som vi, og først som sidst digteren, kan give udtryk for med de samme sproglige normers og konventioners sætninger og ord” (Løgstrup 1995 s. 35).

Men sproget har sine begrænsninger - både i dets bogstavelige og dets metaforiske anvendelse. Det bogstavelige sprog har sine begrænsninger og netop metaforer giver os mulighed for at ytre os om betydninger og meninger, som det begrænser os i. Megen erkendelse er faktisk ikke sproglig, hvilket man indser, hvis man forsøger entydigt fx at beskrive et andet menneskes ansigt, eller tænker på hvad man gør, når man skal stå på ski. Meget personlige oplevelser, fx af spirituel art, kan være vanskelige ja umulige at sprogliggøre, da der ikke er udviklet et fælles sprog, en diskurs, det kan udfolde sig i. Ortony formulerer det således, at det ikke er p.g.a. et emnes natur, at det ikke vil kunne beskrives. Det er nærmere sådan, at sproget er indrettet sådan, at emnet ikke er muligt at udtrykke (jf. Ortony 1975 s. 49).

 

Vi begriber verden både via metaforisk og bogstaveligt sprog. Metaforerne hjælper os i stor grad med at få fat i megen af den billedlige viden, som det bogstavelige sprog ikke har mulighed for at få fat i. Det betyder ikke, at det bogstavelige sprog har en særstatus i forhold til det metaforiske. Det er snarere omvendt. Bogstaveligt sprog må ikke overvurderes i sin evne til at begribe verden. Som Wittgenstein har gjort os opmærksom på i sine analyser af forskellige begreber er vores begreber meget åbne og ikke fastlagte (Wittgenstein 1971). Fx undersøgte han begrebet spil og fandt, at der ikke kunne opstilles en række fælles egenskaber, som alle disse spil havde (lidt den samme skæbne lider metaforbegrebet jf. Beck 1978 s. 83). Begrebernes åbenhed har til gengæld den fordel, at folk kan tale sammen, selv om de ikke har præcis de samme fælles erfaringer og begreber. Som Ortony formulerer det:

“If there is any sense in maintaining that words have fixed meanings it can only be that independent of context they relate to their prototypical non-linguistic conterparts” (Ortony 1975 s. 46).

Til trods for den åbenhed, som Wittgenstein påpeger at ord har, og til trods for den ikke-fastlåste betydning, som ord har, som Ortony påpeger, vil ikke alt kunne udtrykkes. For at kunne udtrykke den ikke-sproglige erfaring - som kan være af emotionel, narrativ eller fx billedlig art - kan vi tage metaforerne til hjælp. Netop via metaforerne forstår vi i det hele taget noget, idet vi overfører viden fra et område, som vi er fortrolige med, til et nyt og ukendt. Vi tager en andel af et område, som vi emotionelt, erfaringsmæssigt, oplevelsesmæssigt, følelsesmæssigt eller forstandsmæssigt er fortrolige med - eller har en fornemmelse af, at vi er fortrolige med - og overfører denne på det ny emne: vi har brugt en metafor, og vi har sat virkelighed på sproglig form.

 

Metaforer og kulturforskelle

Andre kulturer, der har andre måder at inddele virkelighed på, har også andre metaforer. En metafor i en anden kultur, i et andet sprogfællesskab, i en anden disskurs eller i en anden kontekst, bruges til at fortælle noget andet, end i vores.

Lakoff gør opmærksom på, at titlen på hans bog Women, fire, and dangerous things er inspireret af en kategori - nemlig balan - i det australske aboriginale sprog dyrbal, som indeholder begreberne kvinder, ild, farlige ting, nogle ufarlige fugle og nogle specielle dyr (Lakoff 1990 s. 5) . I denne verden ville det fx ikke være metaforisk at sige til sin kæreste, at hun er et vilddyr. P.g.a. kategoriseringen sammen med ild og dyr sættes hun ikke i lyset af noget nyt. Omvendt ville ytringen på dansk kunne sige ganske meget metaforisk.

Foucault gør opmærksom på, hvordan man i en gammel kinesisk encyklopædi kategoriserer dyrene i begreber som fx dem, der tilhører kejseren - de tamme - pattegrise - løse hunde m.v. Hos de sprogbrugere, der anvendte en sådan opdeling af dyrene, kunne det evt. være en god metafor at sige “kejseren ejer en gris” eller “den hund er tam” (efter Pesmen 1995 s. 224). P.g.a. kategoriseringen her ville man med ytringerne netop sige noget nyt. Tilsvarende betyder et meget lille kategorisk skel mellem bestemte aber og mennesker i Japan (jf. Ohnuki-Tierney, E. 1995), at man ikke ville få meget ud af at sige fx “Peter er en abe”. Afstanden er for lille mellem de to begreber, endda så lille, at selvopfattelsen her hænger meget tæt sammen med abebegrebet. Det, som vi har mulighed for at sige metaforisk, får betydning for, hvordan vi oplever sammenhænge, forstår noget og erkender.

 

Vores kultur - hvor fx dyrene er darwinistisk kategoriseret - adskiller sig i forhold til de mere primitive kulturer ved at have et fintmasket kategorisk net for næsten alt i denne verden. Som Rischel skriver:

“I den vestlige kultur har man villet indordne alt i et filosofisk system, og så har man villet registrere alt og ordne det systematisk. Det sidste kræver umådelig megen viden om globale forhold. Det er ikke tilfældigt, at man først for et par hundrede år siden med virkeligt held gik i gang med en udtømmende og systematisk nomenklatur inden for zoologien og botanikken, og vel at mærke en nomenklatur, der skal være uafhængig af arternes forekomststeder og eventuelle praktiske anvendelse, og endda helst uafhængig af overfladiske, men ikke basale ligheder mellem arterne” (Rischel 19955 s. 41-42).

Denne opdeling og kategorisering - ud fra abstrakte og mere oplevelsesfjerne vurderinger - er gennemgribende. Opdelingerne i fx dyr og mennesker, i pattedyr og fisk er ikke kun noget biologer foretager sig. Selv i folkeskolen ved enhver elev, at en hval ikke er en fisk.

Kulturforskelle illustrerer fint, hvorfor metaforer skal sættes i perspektiv. Men også inden for rammerne af et samfund som vores eget sker der ændringer, der betyder, at vi kan tale om forandringer i den måde, man bruger metaforer på - om end de ikke er så tydelige som de her viste.

 

Metaforerne problematiserer

Den opfattelse, som vi har af virkelighed, og som er slået igennem også i hverdagens sprogrum, kan man passende kalde reduktionistisk. Vores sprog er gennemsyret af kategoriske inddelinger, der er styret af abstrakte vurderinger og styret af mangel på konkret og oplevelsesmæssig sammenhæng. Det er min antagelse, at denne reduktionistiske måde at opleve virkelighed på er skærpet de sidste 30-40 år, og at det er den, der giver grobunden for ændrede måder at bruge metaforer på.

Denne antagelse bygger jeg bl.a. på min undersøgelse af brugen af konkrete metaforer her i 1990’erne (se Grevy 1997). Med dette konkrete mener jeg, at det er nogle metaforer, som nogle mennesker i vores samfund har anvendt. Det er ikke kun abstrakte eksempler, hvor man selv skal tænke sig til forskellige sprogbrugssammenhænge: de konkrete metaforer er taget fra forskellige medier og reklamer og må siges at være repræsentative for den medieflade, som den almindelige sprogbruger støder på i hverdagen. Dette konkrete udgangspunkt giver samtidig mulighed for at forstå hvordan metaforerne fungerer (se også Kronfeld 1980 s. 24 og White 1996 s. 1).

Jeg fandt, at det emne, der oftest blev omtalt metaforisk var mennesket og det blev oftest set i lyset af dyr (se (a) i ovenstående figur - et konkret eksempel var “Riis er den flyvende ørn”). Konkrete mennesker ses i dag som alle mulige forskellige dyr - det er mennesker man forsøger at forstå. I det traditionelle landbrugssamfund var det dog i højere grad dyrene man forsøgte at forstå - og et argument for dette er bl.a., at vi har begrebet personificering (og besjæling) til at karakterisere denne metafor: dyr (eller ting) ses i lyset af det menneskelige: de tænker, føler og har livsmål som mennesker. Vi har ikke et tilsvarende udtryk for den nu udbredte dyreliggørelse af mennesket, men det kan passende være animering. Udbredelsen af animeringen peger på menneskets ændrede forhold til naturen, til sig selv og til teknologien: nu er det ikke længere naturen, der skal forstås, men mennesket i dets ny rolle. Mennesket skal ikke længere forstås i forhold til dyr, som de har et praktisk dagligdags livsforhold til. De skal forstås i forhold til en række dyr - ofte af eksotisk karakter - som de har et abstrakt og fremmedgjort forhold til. Den tiltagende animering afspejler en tendens til metaforisk at forstå mennesket, et menneske som et individ med abstrakte kategorier og dermed abstrakte forhold til sine omgivelser. Mennesket er blevet en problematisk størrelse - og dets ny rolle kan kun sprogliggøres metaforisk.

                 Jeg fandt tilsvarende, at teknologiske produkter - altså ting - også ofte blev animeret. Når mennesker animeres sker der en bevægelse fra et kategorisk lavere niveau til et højere, men her er det altså omvendt. Lundquist mener, at metaforer oftest belyser et emne fra et lavere niveau (Lundquist 1995 s. 43). Det kan dog her eftervises, at trafikken i stort omfang faktisk foregår begge veje.

Ting blev også personificeret. En ny tendens var, at ting kunne ses i lyset af mennesker. Det ser ud til, at denne ny tendens er inspireret af personificeringerne: det at man ofte kan se mennesker som ting får indflydelse på, at man i højere grad kan se ting som mennesker. Vi mennesker griber i høj grad til metaforer både for at forstå nye teknologiske produkter såvel som vores nye forhold til disse ting. Netop på grund af vores reduktionistiske kategoriske systemer er vi i stand til at etablere metaforer med tilstrækkelig afstand til, at vi kan udtrykke os sprogligt om disse problematiske forhold.

                 Man kan sige, at i vores samfund, der er blevet stadig mere emotionelt og teknologisk kompliceret, har vi lært at opdele virkelighed i stadig finere net. Forandringstakten i vores samfund, herunder vores forhold til os selv, naturen og teknologien, er så stor, at vi trods det fintmaskede kategoriske net ikke formår at sprogliggøre os alene i ikke-metaforiske vendinger. Derfor anvender vi metaforer - og netop p.g.a. netværket kan vi bruge metaforer. Derfor har vi også en forklaring på interessen for metaforer: at undersøge konkrete metaforer peger på, hvor problemerne er: de emner, der oftest sprogliggøres metaforisk, er de mest problematiske. Derfor er der de mange drøftelser af metaforer: har man styr på metaforer, har man styr på virkelighed. Metaforer trænger sig netop på i et samfund i hurtig forandringstakt - metaforer har ikke kun noget med litterær virkelighed at gøre, men med virkelighed i bred forstand.

 

Metaforer, litteratur og erkendelse

Når man taler om metaforer, skal man samtidig identificere den diskurs, der konstituerer dem (jf. Kittays antagelse). Metaforer eksisterer ikke per se men i kontekster bl.a. konstitueret af kategoriske systemer og tilhørende dominerende tankegange. Det gælder også den litterære diskurs. Et væsentligt spørgsmål, der præger drøftelserne om metaforer, er, hvordan mennesker forstår hinandens metaforer (se fx Kronfeld 1980 s. 14). Jeg har her søgt at give svaret: metaforen skal ses i perspektiv. Metaforer kan også kun siges at bruges af sprogbrugere, der fx ikke lider af forskellige sproglige forstyrrelser, men derimod har evnen til at forstå, hvornår sproget bruges på metaniveau (jf. Henle 1972 s. 12 - se også Kittay 1984 s. 155-156). I litterære og poetiske sprogrum forstår man metaforerne ud fra den sammenhæng og tradition, de anvendes i. Forstår man ikke denne tradition, er man ikke i stand til her at skelne mellem niveauer, og så forstår man ikke teksten.

                 Såvel i det litterære som i det daglige sprogrum bruger man sproget til at forsøge at forstå sammenhænge og til at erkende. Metaforerne får en central rolle i erkendelsen begge steder. Fenollosa skriver

“Metaforen, naturens afslører, er selveste substansen i poesi.” (efter Bredsdorff 1996 s. 50).

Men metaforer er ikke alene naturens afslører; den afslører i høj grad også forholdet mellem mennesket og naturen. Opfattelser i udlandet som:

“It is literature that keeps language correct as well as expressive, not the patois of our daily talk” (Embler 1966 s. 33).

ser vi ikke mange af mere. Dagligsproget er ikke plumpt, men metaforisk og arnestedet for kreativiteten og forståelsen af nye relationer mellem mennesker og omgivelserne. Det bliver med en forståelse af metaforers grundlæggende betydning i sproget generelt - maksimeringstendensen - at vi må se dagligsproget som det primære: poesien og litteraturen læner sig blot op ad de erfaringer, der er gemt her, såvel i dens udtryk som i dens indhold.

                 Poesi og litteratur på den ene side og dagligsproget på den anden kan virke positivt ind på hinanden - de må ikke ses som værende i hver deres aflukke. Som Lakoff & Turner konkluderer:

“Poetry, through metaphor, exercises our minds so that we can extend our normal powers of comprehension beyond the range of the metaphors we are brought up to see the world through” (Lakoff & Turner 1989 s. 214).

 

I vores hjemlige danske metafordebatter er der tværtimod en tendens til at fastholde, ja sågar søge minimeringstendensen. Nielsen føler sig således irriteret og er afvisende, både over den form, såvel som det indhold, maksimeringstendensen af metaforbegrebet antager i en artikel (Johnson 1993) og mener at Johnson intet aner om kunstnerisk erkendelse og modernismens sproglige indsigter (Nielsen 1993 s. 47). Og i en gengivelse af den kognitive semantik får vi fx at vide, at dens mål er, at “undersøge hvorledes vore hoveder fungerer…” (Lyngsø 1993 s. 54), uagtet at bevidsthed og oplevelse iflg. den kognitive semantik vedrører forhold mellem mennesker og omverden, og ikke kan lokaliseres et bestemt sted. Det er en fremstilling som ikke får os bort fra minimeringstendensen herhjemme. I den nyligt udkomne Billedsprog (Hansen og Holmgaard 1997) hægter man sig i første omgang på maksimeringstendensen og taler om hvorledes metaforer organiserer vores omverden - men trækker samtidig minimeringstendensen ned over metaforen via retorikken (jf. titlens: og andre troper). Bredsdorff skriver:

 “Det er min påstand at Aristoteles havde mere ret end man har villet give ham på det sidste, så meget ret at det væsentligste i hans analyse kan bruges helt ind i modernismens måde at bruge metaforen på, og navnlig Henrik Nordbrandts” (Bredsdorff 1996 s. 55).

Man kan her sige, at hvis argumentet for at inddrage Aristoteles’ metaforsynspunkt er, at det passer fint til en litterær diskurs, så risikerer man at etablere et aflukke, hvor betingelserne for erkendelse er nogle ganske andre end i den øvrige verden. Det har den risiko, at den litterære tekst kommer til at tolkes per se - men ideen var vel, at den også skulle pege tilbage til det liv, der leves af konkrete mennesker. Forståelsen af metaforer har efter min mening mere glæde af at etablere sig på et grundlag, hvor såvel den primære hverdags  erkendelsesinteresse som den litterære erkendelsesinteresse tilgodeses.

Minimeringstendensen sætter ikke kun den sprogteoretiske tilgang til metaforbegrebet ud på sidelinien. Litteraturen risikerer herved selv at komme ud på sidelinien: et rum afskærmet og uden forbindelse med virkelighed. Det kalder man vist selvmål. Tendensen til fx på universiteter her hjemme at holde litteratur for sig og sprog for sig forsvinder ikke så længe, der eksisterer en inerti imod bl.a. at forstå metaforer som et almindeligt sprogbrugsfænomen med erkendelsesmæssig værdi i begge verdener.

                 Med tanke på Murrys der er ikke mange drøftelser af metaforerne og Henles der er meget lidt nyt at sige om metaforerne vil jeg karakterisere den danske metafordebat: begge udsagn passer fint på den lokale danske debat i dag, måske med den modifikation af Henles udsagn, at der herhjemme også synes at være en tendens til sågar ikke at ønske at sige noget nyt.

                 Med tanke på at virkelighed måske ikke kan erkendes i sig selv, vil jeg antyde, at vores erkendelse er litterær, og at enhver er sin egen tolker eller læser af virkelighed. Poesien og litteraturen har måske større betydning for vores erkendelse end vi umiddelbart tror - men det er i vores daglige sprogbrug, at den er altdominerende. Det er ikke sådan, at vi primært lærer af poesien og litteraturen. Det er derimod sådan, at digteren bygger videre på og benytter sig at de metaforer, som vi anvender i dagligdagen. Vi har mange sproglige vaner, rutiner, konventioner og bruger metaforerne, når vi tænker på nye måder, når vi er innovative og i bevægelse. Metaforerne ændrer vores syn på os selv og på en måde, som vi ikke altid umiddelbart vil erkende. Bevidstheden om metaforerne giver os mulighed for at ændre på dem, på vores sprogbrug og dermed på vores virkelighed. Uden metaforer var verden endimensional. Det er metaforerne, der giver verden dimensionalitet.

 

Litteratur

Ackerman, T. (1975): “The literal, the metaphorical and the real”. I: Ratio 17, s. 191-205

Albeck, U. (1939): Dansk stilistik. Gyldendal

Aristoteles (1952): De poetica. Oversat ved I. Bywater. I: The works of Aristotele, vol. xi, ed. by W.D. Ross. Oxford: The Clarendon press

Beck, B. E. F. (1978): “The metaphor as a mediator between semantic and analogic modes of though”. I: Current anthropology, vol. 19, nr. 1, march

Black, M. (1955): “Metaphors”. I: Proceedings of the aristotelian society, s. 273-294

Bredsdorff, T. (1996): Med andre ord - om Henrik Nordbrandts poetiske sprog. Nordisk bogproduktion

Embler, W. (1966): Metaphor and meaning. De Land, Florida, Everett/Edwards

Fenger, O. (1994): “Gris på skafottet”. I: Samvirke juni/juli, s. 68-70

Fernandez, J. W. (1977): “The performance of ritual metaphors”. I: Sapir & Crocker (eds.)

Fernandez, J. W. (ed.) (1995): Beyond metaphor - the theory of tropes in antropology. Stanford uni. press, Stanford California

Friedrich, P. (1995): “Polytropy”. I: Fernandez (ed.), s. 17-55

Grevy, C. (1984): Metaforer, sprogbrug og samfund - en studie i sammenhænge mellem forandringer i sprogbrugen og forandringer i samfundet i øvrigt. Prisopgavebesvarelse v. Odense Universitet, 301 s.

Grevy, C. (1995): “Hvad skal vi med Stilistik - en anmeldelse af Kirsten Rasks Stilistik - Sprogets former og litterære figurer ”. I: HS-Dansk 59, s. 45-48 og i: Vid Nyt 8, s. 45-48

Grevy, C. (1997): “Da mennesket forsvandt - om metaforer og menneskebilleder”. I: Tidsskrift for sprogpsykologi 3, s. 8-31

Hansen, P.K. og J. Holmgaard (red.) (1997): Billedsprog. Om metaforen og andre troper. Center for Æstetik og Logik, Medusa

Helmer (1972): “Metaphor”. I: Linguistics 88, s. 5-14

Henle, P. (1959): “Metaphor”. I: Henle, P. (ed.): Language, thought and culture. Ann Arbor: The uni. of Michigan press

Hjorth, P. L. (red.) (1995): Sprog og tanke - fire essays. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Munksgaard

Johansen, J.D. (1996): “Metafor og kognitiv semantik”. I: Nordica 13 s. 41-62

Johnson, M. (1981): “Introduction: Metaphor in the philosophical tradition”. I: Johnson (ed.)

Johnson, M. (1993): “Filosofiske implikationer af kognitiv semantik”. I: Kritik 102, s. 27-29

Johnson, M. (ed.) (1981): Philosophical perspectives on metaphor. Minneapolis

Jørgensen, S. (1994): “Metaforen som interaktion”. I: Kultur og Klasse 78, s. 15-38

Kittay, E. F. (1984): “The identification of metaphor”. I: Synthese 58, s. 153-202

Kronfeld, C. (1980): “Novel and conventional metaphors - a matter of methodology”. I: Poetics today 2, s. 13-24

Lakoff, G. & Johnson, M. (1980): Metaphors we live by. Chicago & London: The uni. of Chicago press

Lakoff, G. & Turner, M. (1989): More than cool reason - a field guide to poetic metaphor. The uni. of Chicago press, Chicago & London

Lakoff, G. (1990): Women, fire and dangerous things - what categories reveal about the mind. The uni. of Chicago press

Lakoff, G. (1992): “Metaphor and war: The metaphor system used to justify war in the Gulf”. I: Pütz, M. (ed.): Thirty years of linguistic evolution. Benjamins pub., Philadelphia

Lundquist, L. (1995):”Metaforer i fagsprog - det epistemiske optimum”. I: Skyum-Nielsen, P. (red.): Sprogets funktion og æstetik. Gad

Lyngsø, N. (1993): “Metafor og erkendelse”. I: Kritik 106, s, 53-64

Løgstrup, K. E. (1995): Vidde og prægnans. Gyldendal

Mac Cormac, E. R. (1976): Metaphor and myth in science and religion. Duke uni. press, Durham, North Carolina

Mac Cormac, E. R. (1985): A cognitive theory of metaphor. A Bradford book, The MIT press, Cambridge & London

Matthews, R. J. (1971): “Concerning a ‘linguistic theory’ of metaphor”. I: Fundations of language 7, s. 413-425

McCloskey, M. A. (1964): “Metaphors”. I: Mind 63, s. 215-233

Murry, J. M. (1931, org.: 1927): Countries of the mind. Oxford uni. press. London: Humphrey Milford

Nielsen, E. A. (1993): “Skud mod sløret skive - en ny disciplin”. I: Kritik 102, s. 46-47

Nielsen, F.C. (1997): “Djævelen i computeren”. I: Jyllandsposten d. 10. 8.

Noppen, J.-P. m.fl. (1995): Metaphor: a bibliography of post-1970 publications. Amsterdam, John Benjamins

Ohnuki-Tierney, E. (1995): “Embedding and transforming polytrope: the monkey as self in japanese kulture”. I: Fernandez (ed.) s. 159-189

Ortony, A. (1975): “Why metaphors are necessary and not just nice”. I: Educational theory, Columbus, Ohio, s. 45-53

Ortony, A. (ed.) (1996): Metaphor and thought. Cambridge uni. press

Pesmen, D. (1995): “Reasonable and unreasonable worlds: some expectations of coherence in culture implied by the prohibition of mixed metaphor”. I: Fernandez (ed.), s. 213-243

Qvist, M. L. (1995): “Citater”. I: Tidsskrift for sprogpsykologi 3, s. 26-27

Rask, K. (1995): Stilistik - Sprogets former og litterære figurer. Hans Reitzel

Rasmussen, M. (1993): “Kærlighedens metaforik”. I: Kritik 103, s. 51-59

Ricoeur, P. (1979): Fortolkningsteori. Vintens forlag

Rischel, J. (1995): “Sprog og begrebsdannelse”. I: Hjorth (red.), s. 17-62

Sapir, J. D. & Crocker, J. C. (eds.) (1977): The social use of metaphor: essays on the anthropology of rhetoric. Philadelphia, uni. of Pensylvaia press

Togeby, O. (1997): “Sprogvidenskab”. I: Dansknoter 3, s.59-67

White, R. M. (1996): The structure of metaphor. Oxford, Blackwell

Wittgenstein, L. (1971): Filosofiske undersøgelser. Munksgaard.

 

 

28-09-2017 / Carlo Grevy

Contact Carlo Grevy: c@grevy.eu

 

Facebook - Carlo Grevy: https://www.facebook.com/carlo.grevy

Facebook - Forlaget Pendulum: https://www.facebook.com/forlagetpendulum

Forlaget Pendulum - ny bog af Carlo Grevy: Historie og livsverden - se: www.pendulum.education

UC Viden - publikationer af Carlo Grevy

ny website: www.graviton.dk